En lille Vitus-skole-update...

Hvordan går det egentlig med Vitus og maden…

Ja, hvordan går det egentlig med den mad?! Det har jeg villet skrive om i lang tid, men er hele tiden kommet fra det. Nu er det tid, og jeg ville ønske, jeg kunne skrive et eller andet revolutionerende – men det kan jeg desværre ikke… Eller dvs – der er bestemt sket noget, men jeg har ikke en dreng, der sidder med sine leverpostejsmadder i spisefrikvarteret.

vs

Mine guldklumper!

Umiddelbart før sommerferien fandt jeg via mit netværk frem til en spisespecialist, der gerne ville komme hos os privat og arbejde med Vitus. Hun arbejdede til dagligt på et af de mest anerkendte og specialiserede hospitaler for børn med spiseudfordringer, så kompetencerne kunne ikke blive bedre, og vi var selvfølgelige forventningsfulde og spændte. Vi valgte at gå “all-in” og fik hende til at komme tre gange om ugen for virkelig at give det et reelt shot. Hendes metode mindede meget om den terapi vi havde gået til i midtown, men jeg forestillede mig (til forskel fra da vi gik en gang om ugen), at hun – med den intensitet vi lagde for dagen – kunne hjælpe os videre mod vores overordnede mål. – At Vitus selvstændigt spiser fast føde.

Efter ca 20 timers intens “spisetræning” valgte vi – i fuldstændig enighed med Missy (som terapeuten hed) at stoppe forløbet. Hun var hudløst ærlig og forklarede, at hun ikke mente, hun var den rette til at hjælpe Vitus videre. Hun havde anvendt sine profesionelle værktøjer – arbejdet intenst med Vitus, set hans reaktioner og observeret alle hans mønstre og adfærd. – Desværre uden at han rykkede sig markant fra udgangspunktet. Set i bakspejlet var det uden tvivl nogle (ekstremt) dyre lærepenge, men på den anden side fik vi en masse virkelig interessant viden om Vitus’ udfordringer og styrker.

Vitus viste os, at han på de rigtig gode dage, kan spise rugbrødshapsere, ostestykker og pølsebidder. Han viste, at han håndterer teksturer, og at han også har strategier til at komme videre fra udfordrende øjeblikket bl.a. ved at tage en tår vand. Desværre viste han også, hvad det virkelig er, der bremser ham i at komme videre for alvor. Hans angst er så ekstrem, og desværre forstærkes den i så svær en grad, at han ofte går fuldstændig i baglås, hvis han føler han mister kontrollen over maden bare et splitsekund.

Det er SÅ hjerteskærende og SÅ forfærdeligt og bare så ufattelig synd for ham. Fra at være (måske) en mere fysisk ting, da han var helt lille, hvor han kastede op konstant, er det blevet en mental ting – en altoverskyggende angst som har så fast et greb i ham, at det somme tider kan virke fuldstændig uoverkommeligt…

Da vi opsagde samarbejdet med spisespecialisten tog vi hjem på sommerferie og valgte at fjerne fokus en smule fra spisningen. I forløbet med Missy havde vi også haft stor fokus på selvstændighed, så Vitus var i den periode begyndt at spise sin mad helt selv. Jeg skulle ikke længere sidde der med skeen – Vitus drak selv sin suppe eller smootie af et glas. I løbet af sommerferien præsenterede vi stadig Vitus for forkellige ting, hvis han bad om det, men ellers havde vi ikke så meget fokus på at udfordre ham.

Det er så utrolig svært at vide, hvad der er det rette at gøre, men jeg ønsker for alt i verden ikke at forstærke den angst, der allerede bor i ham… Nogle gange tænker jeg, den angst skal håndteres med eksponering – andre gange tænker jeg, at jeg virkelig skal passe på med at presse ham på dette område… En evig diskussion og dilemma i mit hovede.

Sommerferien gik derfor med at fokusere på selvstændighed – at Vitus selv spiste sin mad, men den gik også med at bekymre mig om skolestart… Jeg var SÅ meget i tvivl – ikke kun om han er for umoden men også om, hvordan det dog skulle gå med maden! Hvordan ville han overhovedet være i stand til at være i skole fra kl 8.30 – 14.45? Hvordan kunne jeg sikre, at han fik noget mad?

Ja, sommeren bød på tunge tanker og vigtige overvejelser. Jeg var vidt omkring i tankerne, vidt omkring i overvejelserne, og efter nogle uger besluttede jeg mig for at træde et skridt tilbage! Jeg besluttede, at det var tid til, at Vitus viste mig vejen! Jeg har igennem alle hans første år været totalt i førersædet. – Jeg har besluttet, hvad han har haft brug for, og nogle gange har jeg været så proaktiv på dette punkt, at folk engang imellem har kigget på mig og sagt, “er du nu sikker på at det er en god idé allerede”… Hele tiden har jeg været sikker i mig sag, og jeg har skaffet al den hjælp – og sikkert mere til – som Vitus har haft brug for og som har bragt ham til, hvor han er i dag. Jeg fortryder intet, men jeg måtte også bare erkende, at det var tid til at Vitus selv satte tempoet.

Vitus startede derfor i børnehaveklasse d. 7. september 2017, og han har seriøst ikke set sig tilbage siden! Hold nu kæft altså – jeg ved faktisk slet ikke, hvad jeg skal sige! Jeg er bare SÅ stolt, SÅ glad og SÅ imponeret over det lille menneske. Han elsker det – er selvfølgelig den absolut største stræber, der selv finder sine bøger efter skole og læser sine lektier. Han er vokset så ekstremt meget med opgaven, og som hans lærere siger “he is doing awesome!”

Maden klarer han også i stiv arm. Altså, han har som sagt i rugbrødsmadder med, men han spiser sin suppe eller drikker sin smootie i spisepausen, og han får den energi, han skal bruge for at kunne være så lang tid i skole hver dag. Egentlig er det hele ret lykkeligt, men selvfølgelig presser tankerne om maden sig på, og jeg ved, at jeg snart ikke kan undskylde min udsættelse af at tage fat i problemet med skolestart længere. Jeg ved, vi snart skal i gang med at finde en måde at hjælpe ham videre på…

Den spisespecialist som kom hos os, anbefalede mig at tage fat i en børnepsykolog, der ville kunne hjælpe Vitus med at anvende bestemt strategier i forhold til at overkomme sin angst for mad. Jeg har ikke rigtig besluttet mig for, om jeg tror, det er en god idé… – Under alle omstændigheder bliver det nok (igen) en kombination af den traditionelle “vestlige” verdens tilgang og en mere utraditionel, alternativ tilgang… Vi må se, hvad der føles rigtigt 🙂

3 kommentarer

  • Sara

    Hej
    Jeg nyder at følge din blog. Tak for deling af glæder og sorger.

    Min søn på 11 år har været i behandling for angst hos en børnepsykolog – et forløb der hedder Cool Kids.
    Bl.a. havde han angst for at kaste op. Det betød, at han ikke ville sluge piller, få taget aftryk til tandbøjle mm. Han gik næsten i panik, hvis han fik kvalme (der var selvforstærkende – for angst giver kvalme). Angst for kvalme hedder emetofobi.
    Han har fået det så meget bedre – og vi har fået nogle super værktøjer til at håndtere udfordringerne.

    Så min anbefaling er helt klar at få behandlet angsten.

    God vind til jer alle – også jeres Bornholmer-drøm 🙂

    kh Sara

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Hej jeg ved det er et skud helt ud i tågen. Af-arter af Ptsd er jo en form for angst, i stedet for at symdombehandler ptds, årsags behandler mange nu med en metode der hedder EMDR. Mange psykologer ville måske symtombehandle madproblemer, altså strategier for at kunne spise. Men hvis man nu årsagsbehandlede og sagde der er sket en angst ved spisning, som hans hoved ikke husker men hans nervesystem/underbevisthed gør. Så kunne man årsagsbehandle den angst f.eks med EMDR. Ps tak for at dele dine tanker om Vitus det giver inspiration til andre ting f.eks hvordan vi sørger for vores drenge for den bedste grobund til livet fra os forældre

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vores Vej

      Det lyder meget interessant – jeg googler straks. Tusind tak! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En lille Vitus-skole-update...