Vitus og hans evige hårde mave...

En lille Vitus-skole-update…

Tænk engang – nu har Vitus gået i skole i ca. 4 uger! Start kl. 8.30 og slut kl. 14.40! – Det er altså noget af en omvæltning – ikke mindst for moren…

Generelt går det rigtig, rigtig fint! Hverdagen er for alvor gået i gang, og Vitus har forstået, at “det her skole” er kommet for at blive. Men sidste uge var hård… Han var tydeligt mærket af situationen, og både mandag, tirsdag og onsdag måtte jeg sige farvel til en grædende, lille dreng, når klassen marcherede ind i klasselokalet i samlet trop. Dét var ikke sjovt… Han knugede sine små arme omkring mig og fortalte mig, at han allerede savnede mig, at han syntes skolen varede i lang tid, og at han bare savnede mig! Alt imens tårerne løb med at kinderne på ham. Det skar i hjertet, og al den forfærdelige tvivl og usikkerhed skyllede ind over mig igen. Er det, det rette vi gør? Er han klar til denne kolossale forandring? Presser vi ham for meget, og burde vi i virkeligheden bare tage ham ud af den skole og vente lidt? Alle disse tanker kværnede rundt i hovedet på mig, men hver dag – efter skole – hentede jeg en glad og veloplagt lille dreng, hvilket selvfølgelig var med til at forvirre mit billede af situationen…

Onsdag formiddag – efter jeg havde afleveret et grædende barn igen igen – gik jeg hjem og skrev en mail til alle de forskellige personer, som ser Vitus i løbet af skoledagen. Jeg skrev selvfølgelig til hans lærer, og jeg skrev til de personer, der træner Vitus i fx motorik og sprog. Efter blot ti minutter fik jeg en mail tilbage fra hans lærer. Hun skrev bl.a.:

“Once Vitus transitions into our classroom in the morning he seems happy, engaged and gets started with his morning routine right away.  He participates during group activities and engages with his peers during small group activities.  He is very aware of his peers and offers to help them with their writing.  Yesterday, one of his peers was upset about choosing something, and Vitus noticed he was sad, and offered a suggestion on what he should do next! He seems to really enjoy our energizers as well, and participates well”.

Jeg blev simpelthen SÅ glad for den mail! Hold nu op. Det var bare så rart at vide, at han faktisk blev glad igen, efter jeg havde forladt ham! – Ja, jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, for selvfølgelig sad han ikke der en hel dag og græd, men det gjorde mig stadig helt vildt glad at modtage den mail fra hans lærer. I dagene efter fik jeg svar fra alle de andre personer, jeg havde spurgt, og alle bekræftede mig i, at Vitus er en glad, sød, opmærksom lille fyr med mod på livet og skolen. SÅ dejligt…

Siden i onsdags har jeg afleveret et smilende og oplagt barn. Vi fandt på en lille ting, som måske har hjulpet Vitus, hvis han har savnet os. – Jeg lavede en lille tatovering på hans arm, hvor jeg skrev: “SOFIA, MOR, FAR” og så tegnede jeg et hjerte. Vi talte også meget om at savne i sidste uge. Han satte så fint ord på, hvor meget han savnede os, og at han nogle gange synes, at han savner rigtig meget, før skolen er slut. Jeg forklarede ham, at jeg også savner ham helt enormt meget, men at jeg altid har ham lige ved siden af mig – helt tæt – i hjertet. Jeg pegede på hans hjerte og fortalte ham, at jeg altid vil være der – lige ved siden af ham, og at jeg altid vil passe på ham og altid vil komme og hente ham efter skole. Disse små samtaler har måske også hjulpet ham, og samtidig med at skolen bliver mere og mere hverdag, fordi der går længere og længere tid, hvor han er i skole hver dag, ja, så bevæger vi os forhåbentlig hen imod noget rigtig fint og godt. – Både for Vitus og for mig… For der er nok ikke nogen tvivl om, at jeg også oplever en alvorlig seperationsangst… En angst jeg skal bearbejde og vende til noget positivt.

Vitus og jeg har uden tvivl haft en helt ekstrem samhørighed. – Og det har vi selvfølgelig stadig. Men jeg ved også godt, at vi er nødt til at klippe navlestrengen nu. Vitus kan faktisk godt flyve, han er i gode hænder, og han har brug for at vise, hvad han kan. Jeg er så stolt af ham. Jeg har ikke ord. Min lille, følsomme, kærlige dreng har udviklet sig SÅ meget. Jeg niver mig i armen og sender al min positive energi imod at det hele må fortsætte… Fortsætte videre ud af vores positive vej…

Nedenfor et billede af en af Vitus’ opgaver – ja ja, han er for alvor startet i skole – ved dog ikke hvor de 22 stammer fra 🙂

v-skole

1 kommentar

  • Lil Marcher

    Kære Ditte med familie.
    Hvor er det dejligt at læse om Vitus start i skolen. Dejligt fordi de reaktioner Vitus har vist er helt almindelige. Når “tivolitiden” er slut begynder hverdagen. Og det er HVER DAG i mange år.
    Jeg, og sikkert mange andre, er interesseret i at høre om, hvordan det går for Vitus at spise. På en af dine indlæg i foråret skrev du om det, og lidt om, at I havde besluttet Jer for at få hjælp til det.
    Jeg ønsker Jer alt godt fremover.
    Kærlig hilsen
    Lil

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vitus og hans evige hårde mave...