Vitus' første dage i skole...

Hvorfor er det så pisse svært for mig at tro på det – sådan for alvor?!

Her sidder jeg så. Det er onsdag formiddag, og jeg har afleveret børnene i skole for femte gang. Det har været nogle meget surrealistiske dage. Nogle dage fyldt med følelser, tanker og oplevelser. Lad mig starte med det absolut bedste! Vitus elsker sin skole! Ind til videre er han den sejeste, mest upåvirkede, oplagte, glade, sprudlende dreng. Han GLÆDER sig hver morgen til at komme afsted. Han spørger forventningsfuldt hver aften, hvornår han skal i skole igen, og han siger “jaaaaaaaaaa!”, når jeg fortæller ham, at han blot skal sove en enkelt gang, før det er skoletid igen. Han er fuld af energi fra det øjeblik han slår øjnene op, og indtil det øjeblik han lukker sine øjne for at sove. Han sover som en sten, fuldstændig upåvirket. Han er totalt som han plejer at være – glad, i balance, mod på livet og kærlig. Det er magisk, utroligt og FANTASTISK at være vidne til…

blog

Vitus og Sofia tager selfier i supermarkedet

Men hvorfor sidder jeg så – fra det sekund jeg afleverer ham – med hjertet oppe i halsen og kigger på min telefon med en forventning om, at den ringer, fordi Vitus er utrøstelig og skal hentes? Hvorfor går jeg rundt med en konstant rumlen i maven? Hvorfor føler jeg mig nervøs, og hvorfor er det så svært at trække vejret helt ned i maven? Jeg forstår det ikke rigtig…

Der er ikke nogen tvivl om, at jeg er et menneske med anlæg for bekymring. Specielt når det kommer til mine børn… – Og selvom jeg har arbejdet ekstremt meget med præcis dette, så kan det – i specielle tilfælde – tage over og blive styrende for mine tanker og handlinger. Jeg ved ikke, om jeg føler mig FOR bekymret, men denne egenskab er uden tvivl en af årsagerne til, at jeg har det, som jeg har det… Jeg bekymrer mig – latterligt nok – om, hvornår det går galt! – Hvornår knækker min følsomme dreng under presset, og hvornår oplever jeg de ting, jeg har frygtet i forbindelse med hans skolestart? Hvornår bliver det for meget, hvornår overskrides hans grænse? – For det kan jo ikke passe, at han i virkeligheden er sådan oprigtigt klar til at starte i skole – at vi faktisk har fået bygget det der trygge og stærke fundament, som gør, at han håndterer det… Sådan tænker jeg! Jeg fatter slet ikke, hvordan det hele – ind til videre – kan gå så uproblematisk – og jeg venter på en måde på, at det skal gå galt. Det er fuldstændig åndssvagt, og jeg må virkelig stoppe med at have det på denne måde. Det er bare svært… Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg har det sådan her.

En af de ting, der bliver ved med at komme til mig er, hvor meget det egentlig har påvirket mig/influeret mig og ændret mig, at jeg har været igennem de ting med Vitus, som jeg har… Samtidig med at det var en motivation af urkraftige dimensioner, der blev tændt i mig, da Vitus fik sin diagnose, så blev jeg også et forandret menneske…. Og selvom jeg TROR og VED, at udvikling og forandring er mulig, så bor der en irriterende og somme tider styrende skepsis i mig… Jeg kan ikke lide denne side af mig selv, og den strider stik imod den måde, jeg ønsker at være på. Jeg hader, at måtte indrømme, at min hjerne tænker i begrænsninger og problemer. Jeg har det på en måde som om, at jeg er bange for at blive opdaget! – Som om jeg kan forvente, at der lige pludselig står en foran mig og siger – “hey, vi har gennemskuet dig! Din dreng HAR autisme, og der er intet, du kan gøre for at lave om på det!” Det lyder fuldstændig absurd og skørt – som et klassisk mareridt, men jeg må bare erkende, at der er en del af mig, der slet ikke formår at gøre mig fri af de latterlige ord lægen sagde til mig for snart 3 år siden; “Vitus vil altid have autisme – det er der ikke noget du kan gøre ved, Ditte!”

Det er ikke autismen der skræmmer mig – det er stilstand! – At man er uden mulighed for at sprænge rammerne – at man ikke kan bryde ud af den fremtid, som nogle “kloge mennesker” har sagt, man vil få. Det er det, der gør mig både arrig, trist og mest af alt sur. At Vitus – fordi han har fået en autisme diagnose – kun har de og de muligheder for at udvikle sig. Det gør mig rødglødende…

Åh ja… Som I nok kan se, er følelserne uden på tøjet disse dage. – Og min pessimistiske side er bestemt noget, jeg skal have arbejdet med, for hvor er det dog skørt, at jeg ikke bare kan nyde dette tidspunkt i livet! I går hev Vitus’ lærer fat i mig, da jeg hentede ham og sagde; “He is just SO sweet and nice and SO bright!”… Jeg bliver sgu så glad. Og så lettet. Måske jeg bare skal nive mig selv endnu hårdere i armen for at fatte, hvad det er, der foregår lige nu. Det ER virkelig vildt – og det overstiger alle mine forventninger – også de forventninger jeg har haft på de rigtig gode, positive dage!

4 kommentarer

  • Anette Lange

    Tak fordi du deler al denne fantastiske viden og inspiration, jeg håber sådan at andre vil blive inspireret, og derved finder vejen frem med træning og kost, og finder deres indre løve-Tiger mor der bare trækker og trækker i den rigtige retning. Ikke alle kan gøre hvad du har gjort. Husk også der er god træning at få i DK, håber du vil give det videre, måske skrive en bog med inspiration. Gør det!!!
    Jeg tænker helt klart du er i mål nu, med at rette op efter autistiske symptomer, til nu at have en fantastisk klog og stimuleret dreng. Også følelsesmæssigtfordi du er en god og omsorgsfuld mor.
    Nu har man som mor så selv eftervirkningerne af al den komprimerede, måske indestængte, følelsespres der har været.
    Det tager tid, og man kan føle det har forandret en. Jeg tror det i hvert fald gjort klog og vis og ekspert på meget. Man udvikler sig jo med årene som forældre, det gør en så klog!
    Hvordan blir det hele nu sat “på rette hylde”, det gør det når man tør slippe kontrollen og finde nye focus. Vejen er at træde tilbage, og finde det du gerne vil nu hvor barnet er reddet og har verden åben og for sig på lige fod med alle andre jævnaldrende.
    Man har en slags ptsd efter sådanne år, men tiden læger, samt at du har din familie der deler din historie, og bloggen hvor du inspirerer. Det ville være værre hvis du ikke havde nogen at dele med.. Nogen du kan tale ud med..
    Du fortjener en guldmedalje, men må nøjes med det bedste, at din dreng er perfekt og har det godt. Det største, det vigtigste og om nogle år har du fået nye focus. Og har mere fred med hvad du har måtte gennemgå. Ønsker dig ro, følelsen af fred og afslappet velvære ❤️
    Mener selv at have gennemført en lignende rejse, bare ikke så tydelig og skarp.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Ditte
    Jeg sidder selv her som mor til en pige på 4 år med autisme og kan følge rigtigt mange af dine tanker. Man har fået banket den der diagnose ned over hovedet (eller barnet har), og så kigger man på statistikker, spørger rundt, læser, søger – og alle steder møder man den der med begrænsningerne for, hvad ens barn skal kunne og ikke kunne klare pga sin autisme.
    Jeg synes det er så fantastisk at læse om, hvordan Vitus har klaret opstart i skolen i stiv arm – det giver lidt håb her fra min side om, at der kan ske vilde ting og vild udvikling, hvis man skaber det rigtige fundament for sit barn, støtter det, giver sig tid og giver det tryghed.
    Vores pige har også udviklet sig sindssygt meget hen over denne sommer, noget af det er slet ikke til at tro på, så jeg frygter også hele tiden tilbageslag – men håber på, at hun fortsætter den gode udvikling.
    Anyways, ville bare lige sende lidt positive tanker. Jeg er ret sikker på, at den tryghed og udvikling I har skabt for jeres søn ved at gøre det I har gjort, giver et afkast (og allerede har gjort det) i en meget mere positiv retning end hvis I bare havde accepteret stilstanden, som man på mange måder bliver stillet i udsigt, når ens barn får en diagnose i Danmark. Så stor respekt til jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten Korning

    Hvorfor føler jeg mig nervøs, og hvorfor er det så svært at trække vejret helt ned i maven?
    Fordi du er hans mor og vant til at være den, der skal slukke brande, trøste og være der for ham!
    Det tager lang tid at komme over det, men det kommer 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Kors hvor jeg kender dine følelser – har kæmpet for min dejlige dreng (20 år nu:-) ikke med samme diagnose men med en masse “kloge” mennesker som vidste bedre end mig hans mor. Han er et sted i dag som INGEN ville tro på han kunne komme og jeg er en sommetider træt men for pokker jeg er en stolt mor – det eneste der bekymrer mig, er alle de arme børn, der kommer bagerst i køen fordi deres forældre ikke har mulighed/evner til at kæmpe mod systemet.Tak fordi vi må følge dig og din familie

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vitus' første dage i skole...