Tvivlen nager mig dybt ind i hjertet...

Vitus’ første dag i den store, rigtige skole…

I dag var vi til orienteringsdag på den skole, hvor Vitus skal starte efter sommerferien (hvis vi altså vælger den vej…). Vi kender skolen rigtig godt, for det er den skole, Sofia har gået på lige siden vi ankom. Vi var inviteret til klokken ni, og mødet ville tage ca. en time. Vi var også forberedte på, at børnene skulle være alene i deres klasseværelser, mens der ville være en info-session for forældre i auditoriet.

school

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var lidt nervøs, da vi gik derned. Egentlig fjollet, for Vitus har jo været væk fra os mere end en time rigtig mange gange – men derfor synes jeg stadig, det er vildt, at han skal være dér – på den kæmpe skole med mere end 500 elever! Min nervøsitet hænger selvfølgelig uløseligt sammen med, at jeg også bakser med alle mine tanker omkring Vitus’ parathed, og om det er det rette at gøre… Men nu har vi besluttet i hvert fald at forfølge vejen, og så kan vi jo altid ændre retning, hvis det viser sig, at vi går ned af den forkerte vej. Vi har før været enormt fleksible og omstillingsparate – og DET kan vi være igen! Er der truffet et forkert valg, kan det laves om på 1 sekund.

Vitus var en smule trykket af situationen, da vi gik ned mod skolen – nok mest fordi vores søde babysitter netop var ankommet for at hygge med Sofia. Han ville gerne bare lege med Mia, blev der sagt flere gange… Jeg kunne også se på ham, at han en gang imellem måtte tage sig sammen og være tapper for ikke at blive ked af det. Da vi ankom til skolen, samledes vi alle sammen i cafeteriet. Vitus fik et navneskilt, hvorpå der stod hans navn samt hvilket lokale han skulle være i, mens vi vokse var til møde i auditoriet. Vi hilste på nogle søde forældre og andre børn, og så gik turen ned mod klasseværelset.

Hold nu op altså – jeg ved ikke, hvorfor det er så svært for mig, og hvorfor det påvirker mig så helt enormt meget, men bare dét at se hans klasselokale – en masse små borde, hvor der kan sidde fire børn omkring hver, en masse små stole, små holdere med blyanter og farver i, hvidt papir i bunker på hvert bord, bøger i reoler langs vinduerne osv osv – åh gud – det giver mig bare virkelig helt ondt i maven og åndenød… Jeg synes saftsuseme, han er lille – han ER lille, men jeg kan jo for pokker ikke blive ved med at beskytte ham imod hele verden og kramme luften ud af ham 24/7… Jeg MÅ også give ham lov til at undersøge og møde livet selv – jeg MÅ og jeg SKAL! – Og så kan jeg jo trøste mig med, at vi vitterligt har gjort alt i vores magt for at klæde ham så godt på som overhovedet muligt. – Jeg kigger mig selv i spejlet, og jeg VED, at vi har gjort ALT vi kunne – der er ikke noget jeg ville ønske, vi havde gjort – vi har handlet på alle instinkter samt facts og opsøgt præcis de kompetencer og den hjælp, vi har vurderet, var vigtig… Bevares, rejsen er ikke slut, og vi vil blive ved med at opsøge den hjælp, vi skal bruge – men imens vi gør det, skal den lille mand jo også have lov til at leve sit liv, udvikle sig blandt andre, møde nye udfordringer og lære… Så ja, jeg ved godt, jeg skal give lidt slip, og jeg skal nok også gøre det.

Da vi kommer ned i det fine klasselokale, hvor vi skal sige på gensyn til Vitus og forlade ham, kan jeg se på ham, at han gør sig umage. Han er spændt men også meget tapper. Flere i rummet græder og holder fast i deres mor eller far. Det er en stor dag på mange måder! Nye kommende venner – helt nye ansigter, og nye voksne, man skal stole på. Vi finder en god plads ved siden af den sødeste lille pige, der ligesom Vitus virker lidt stille og genert. Vitus vil gerne tegne, så vi finder nogle farveblyanter og et stykke papir. Han tegner et hjerte og skriver Mia inden i. Efterfølgende er det tid til at sige på gensyn… – Indrømmet, jeg skulle virkelig, virkelig tage mig sammen for at ikke at knibe en tåre! Hvad er det med mig?! Hvorfor er jeg så vanvittig blød, og hvorfor har jeg så ekstremt let til tårer? Jeg vil nærmest kategorisere det som et mindre handicap! 🙂

Vitus får lidt blanke øjne og krammer os en smule hårdere end han plejer, da vi siger, vi skal til et kort møde, men at vi kommer igen MEGET snart. Sød og kær og velopdragen som han er, siger han pænt på gensyn og fortsætter med at tegne… Oh dear – jeg synes sgu, det var en meget, meget lang time – og det der blev talt om i auditoriet var på ingen måde interessant! – måske fordi jeg næsten ikke hørte et ord af, hvad der blev sagt, og fordi min hjerne var et helt andet sted 🙂

Da vi kom tilbage til klasselokalet for at hente Vitus, kom han – som han altid gør – løbende med et kæmpe smil på læben. Han havde haft en dejlig time! De havde både leget med lego, læst bøger og siddet i rundkreds på gulvet. Han syntes, det var både spændende og sjovt, og jeg kunne ånde lettet op! Åh, hvor er det skørt – men altså, jeg synes, det var en rigtig stor oplevelse – og jeg synes også, det var dejligt at få sat ansigter på nogle af de andre børn. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har haft sådan en idé om, at Vitus bare var MEGET mindre end dem alle sammen og så MEGET yngre ud end dem alle sammen, og ja, han er ikke den højeste, men der var bestemt også andre små børn, og også børn, der virkede skrøbelige og forsigtige lige som Vitus…

Og nu sidder jeg så her og skriver – både lettet og glad over, at det gik så fint, men også lidt træt, fordi jeg åbenbart har brændt an masse krudt af ved at være spændt og en smule ængstelig. Det var dejligt at få set skolen sammen med Vitus og få mødt nogle af de mennesker, der kommer til at være en stor del af hans liv det kommende år. Det var rart at få det hele af-mystificeret en smule, og mest af alt var det bare skønt, at Vitus havde et rigtig godt og trygt første møde med skolen. Nu vil jeg tænke videre, overveje situationen endnu engang – men også nyde sommeren og lade Vitus hygge sig og folde sig ud, som han plejer at gøre i løbet af sommeren. En ting er sikkert – der ligger nogle meget spændende måneder foran os…

5 kommentarer

  • Turid Larsen

    Jeg ble så rørt da jeg leste om dere i KK et blad i Norge! Jeg har også et barnebarn som antagelig er innenfor autistspekteret! Han har også store spisevansker. Jeg kom tilfeldigvis over denne arikkel og kommer til å følge deg på bloggen din. Du er en fantastisk mor! mange gode tanker og varme klemmer fra Turid i Norge!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne Nimskov

    Kære Ditte og Familie <3 Sidder her med hjertet helt oppe i halsen – og føler SÅ meget med dig – ikke mindst som mor – for vores børn er jo vores kæreste og vigtigste gave – vi har fået lov at få i vores liv !!! Så HATTEN AF FOR DIG og jer som familie – det er jo en barsk vej, der ligger både bag jer og foran jer…og hvor er det STOR,T at Vitus har fået sin første store triumf i skolen!!! Og et KÆMPE skulderklap til dig som mor og jer som forældre – der bare har kæmpet jer frem til der, hvor I har ført Vitus frem til, hvor han stik mod al "fornuft" – er kommet til i dag! Det er jo en for vild rejse, og en for endnu mere vild bedrift – en K2ér af bedrift, skulle jeg hilse at sige 🙂 Jeg er SÅ fuld af beundring for alt det I gør – for at få jeres Vitus hen til dette stadie i hans liv, som ingen troede muligt! Men hans mor og far troede på det – og denne kærlighed er den stærkeste medicin, som ikke kan købes – men som kun findes dybt inde i et moder og faderhjerte <3 Stort TILLYKKE med dette stærke skridt i Vitus´ vigtige liv <3 Kram fra Hanne i Svaneke <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Selvom jeg ikke er din mor, bliver jeg også rørt hvergang jeg læser dine opdateringer, og holder helt vildt meget med din mor, du er en smuk mor på alle måder…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Du er bare et fantastisk menneske Ditte. Jeg bli’r så rørt, når jeg læser dine opdateringer, mest fordi du er min datter selvfølgelig, men sørme også fordi jeg mærker din enorme indfølingsevne i alle situationer! Du besidder så megen kærlighed og så stort et engagement til dine børn, som de bare høster stort af! Du er i sandhed en smuk mor på alle måder!!! ❤❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vores Vej

      Hvor er du sød mor! Tak – det var nogle meget dejlige ord! Elsker dig. xx

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tvivlen nager mig dybt ind i hjertet...