Tvivlen nager mig dybt ind i hjertet…

Jeg ved ikke, hvad det er, men nogle gange får jeg simpelthen så stærke fornemmelser for noget, at jeg næsten ikke kan tænke på andet. Jeg bliver ganske enkelt sat ud af spillet, og må hellige mig den fornemmelse fuldt ud for at undersøge, om det er noget, jeg skal rette ind efter, eller om det ikke nødvendigvis har “hold i virkeligheden” (lige nu).

Sådan en fornemmelse fik jeg for nogle dage siden: jeg ved ganske enkelt ikke, om jeg tror på, at Vitus er klar til at starte i kindergarten efter sommer! Der er ingen tvivl om, hvor langt han er kommet, og hvor meget han har udviklet sig. Det er fantastisk, og det er der aldrig nogen, der vil kunne tage fra os – men jeg er virkelig i tvivl om næste skridt. – Det er der nogle forskellige grunde til.

For det første synes jeg stadig, det er vanvittigt tidligt at starte i børnehaveklasse – som 4-5 årig. I mine øjne er det meget små børn, der måske i virkeligheden ville have allerbedst af at løbe rundt og lege. – Og når man så kobler denne unge alder med et barn som Vitus, der bestemt ikke ligger i den modne ende, jamen, så begynder jeg sgu at tænke: “for hvis skyld gør vi dette?!” Og hvis det hverken er for Vitus’ eller for vores egen skyld, så må det være for systemets skyld, og DET er vist hverken hensigtsmæssigt eller passende… Så nu er jeg igen gået i undersøgnings-mode og er ved at finde ud af, hvordan det kommende år ellers kunne se ud for Vitus.

Selvom alt er på plads og virkelig i den fineste orden – vi fik al den støtte til Vitus’ skolestart, som vi kunne drømme om, ja – så er jeg bare ikke helt sikker alligevel. Når det så er sagt, så kommer jeg ikke til at træffe nogen beslutning lige nu. Jeg kommer til at gøre en plan b klar – en plan, som kan træde i kraft, hvis jeg – hen over sommeren – ikke mener, det er det rette for Vitus at starte i børnehaveklasse.

Vi har på ingen måde travlt! – Og Vitus har ikke travlt! Det eneste vi har travlt med er at sikre fortsat udvikling hos Vitus. Det allervigtigste for os er, at han fortsætter sin fine rejse, er glad, tilpas, tryg og har mod på livet. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis angsten igen fik lov til at få en plads i hans lille krop og sind – det ville være det mest forfærdelige, og jeg er simpelthen så glad for, at Vitus er kommet så langt. – Og selvom jeg ved, at han efterhånden skal udfordres en lille smule mere dag for dag, er jeg stadig ikke overbevist om, at børnehaveklasse er det rette.

Nu vil jeg gå i tænkeboks, mens jeg undersøge hvilke muligheder, der kunne være. En ting er sikker – jeg kommer ikke til at gøre noget som helst med mindre det føles fuldstændig rigtigt.