Jeg ved ikke, hvad det er, men nogle gange får jeg simpelthen så stærke fornemmelser for noget, at jeg næsten ikke kan tænke på andet. Jeg bliver ganske enkelt sat ud af spillet, og må hellige mig den fornemmelse fuldt ud for at undersøge, om det er noget, jeg skal rette ind efter, eller om det ikke nødvendigvis har “hold i virkeligheden” (lige nu). Sådan en fornemmelse fik jeg for nogle dage siden: jeg ved ganske enkelt ikke, om jeg tror på, at Vitus er klar til at starte i kindergarten efter sommer! Der er ingen tvivl om, hvor langt han er kommet, og hvor meget han har udviklet sig. Det er fantastisk, og det er der aldrig nogen, der vil kunne tage fra os – men jeg er virkelig i tvivl om næste skridt. – Det er der nogle forskellige grunde til. For det første synes jeg stadig, det...