Store Amerika - du er for vild - og snart skal Vitus starte i børnehaveklasse!

Børnene fra psyk – sådan en som Vitus…

Jeg faldt for lidt tid siden over et Facebook opslag om en dokumentar på DR1, der hedder “Børnene på psyk“. Jeg læste lidt om den og blev hurtigt fuldstændig opslugt. De tre afsnit af dokumentaren blev også hurtigt set, og jeg må bare sige, hold kæft, hvor gjorde det ondt i hjertet!

Antallet af børn og unge, der kommer i psykiatrisk behandling er steget med 40% de sidste 5 år! FYRRE procent! Hold nu op altså – det er jo fuldstændig vanvittigt! Dertil kommer alle de voksne – det er næsten ikke til at rumme, at SÅ mange synes livet er svært og til tider ikke meningsfuldt. Skrækkeligt og SÅ forfærdeligt.

Jeg blev simpelthen så bedrøvet og så helt igennem ked af det af at se denne dokumentarserie. Jeg hulkede mig igennem afsnittene og var fuldstændig opløst efterfølgende. Jeg synes, det er så forfærdeligt, og det gør fysisk ondt inden i mig, når jeg ser og hører de ting, der sker i afsnittene.

Jeg tror, blandt andet, det var så hårdt for mig at se, fordi det mindede mig så uendelig meget om min egen tid sammen med Vitus på Glostrups børnepsykiatriske afdeling for mere end 2 år siden. Jeg gennemlevede de svære uger på ny, og mange af de ting, der blev både sagt og gjort var fuldstændig identisk med det, jeg oplevede på Glostrup. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg higede efter svar… Hvordan jeg – før vi kom i forløb – havde så enormt stor tiltro til dem, og hvordan jeg håbede og troede på, at de kunne hjælpe mig videre.

Jeg bliver simpelthen SÅ forundret, hver gang jeg støder på diskussionen “at ændre sit barn” eller “ikke ændre sit barn”… Og jeg kommer aldrig helt til at forstå, hvorfor dette tema er opstået. En del af mig får lyst til at tænke, at de forældre, der vælger tilgangen “jeg ønsker ikke at ændre mit barn – han er, som han er” kun vælger dette, fordi de ikke kan overskue den enormt krævende vej, der ville ligge foran dem, hvis de sagde, “jeg tror på, at vi kan ændre noget af det dårlige til noget godt”! Jeg ved, det sikkert kan virke provokerende på nogle, og jeg VED at dette emne er enormt sårbart, men jeg synes virkelig denne diskussion bør tages. Jeg VED, at ressourcerne kan være knappe, situationen kan være umulig – der kan være rigtig mange gode grunde til, at det virker fuldstændig umuligt at gøre noget andet, end det overlægen siger… Derfor mener jeg også, at systemet og staten har et enormt ansvar – et ansvar der bestemt ikke tages i øjeblikket…

Når vi nu har valgt at tro på, at Vitus kan “forandre sig” – eller skal vi sige “udvikle sig”, “overkomme nogle symptomer, der spænder ben for ham” eller “modne sin hjerne igennem intensiv træning” – ja, så er det jo ikke fordi, vi ikke elsker ham, som han er! Det er ikke fordi, vi synes han er forkert, og ikke har ret til at være, den han er! Det er jo udelukkende fordi, Vitus ganske enkelt ikke var et glad barn… Hans sanser voldte ham så store problemer, at han syntes, verden var et skrækkeligt sted. – Og når det kommer dertil, så synes jeg ærlig talt, at det er fuldstændig uacceptabelt og en virkelig dårlig undskyldning for ikke at kæmpe sit livs hårdeste kamp at sige, at ens barn er “som han er”, og at ingen skal lave om på det. I mine øjne ville det være det største svigt og det mest forfærdelige, man overhovedet kunne gøre…

Så ja – for mig handler det egentlig ikke så meget om diagnose eller ej – det handler om symptomer, og det handler om, hvorvidt barnet er i balance, lykkeligt og tilpas i verden. Er barnet det, så er jeg helt med på, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om barnet bør “ændres”… Dog ville jeg altid tage fremtiden med i mine overvejelser. Jeg ville tænke længe og meget grundigt over, om mit barn ville kunne få et lykkeligt og værdigt liv på sigt, hvor jeg ikke længere ville være der til at passe på og hjælpe i hverdagen… Og her må jeg bare igen konstatere, at målet altid bør være en kombination af både livskvalitet og uafhængighed. – Det behøver ikke være 100% uafhængig – men i hvert fald uafhængig af så meget udefrakommende hjælp som muligt.

Det er en svær diskussion, og jeg er helt med på, at der findes enormt mange forskellige tilfælde og sværhedsgrader af symptomer. Udgangspunkterne er meget forskellige…  Og i bund og grund kan jeg blot tage udgangspunkt i mine egne erfaringer, og jeg kan kun tale ud fra vores oplevelser med Vitus. Her mener jeg imidlertid – helt inde fra det dybeste af mit hjerte – at jeg ville have svigtet ham noget så forfærdeligt, hvis jeg ikke havde troet på, at han kunne forandre sig, modne sin hjerne, udvikle sig – og på den måde overkomme nogle af sine svære symptomer, nogle af sine udfordringer – for det er i den grad dét, der er sket…

boern

I dokumentaren møder man en mor og en lille dreng, der ikke har noget sprog og mange autistiske symptomer. Jeg føler sådan med hende… Det var faktisk umenneskelig hårdt for mig at se det… Hun udtaler på et tidspunkt, at hun ikke vil lave sit barn om – hun vil tilpasse omgivelserne, og at der intet er galt med hendes barn. Hun suges – som jeg ser det – ind i det danske system og dettes blindgyde… Og jeg undres virkelig… Jeg forstår om nogen, hvor hårdt det er at have et barn, der er anderledes – et barn, der ikke bare følger den forpulede normalkurve – et barn der giver så mange bekymringer, at man i perioder ikke kan komme ud af sengen… Men jeg synes simpelthen, det er at gøre familierne den største bjørnetjeneste, når man banker et system op, det taler for stilstand og accept af tingenes tilstand. Og jeg synes, det er så modstridende til den verden, vi ellers lever i, hvor alt udvikler sig hele tiden og er i konstant forandring.. Hvorfor skulle det ikke være tilfældet for disse børn også?

Skynd jer at se afsnittene – jeg tror nok de “udløber” snart – de er interessante og meget tankevækkende…

2 kommentarer

  • Anette

    Hej Ditte
    Jeg tænker også som du, at det offentlige sundhedssystem i Danmark slet ikke er up to date med behandling i børnepsykiatrien. Jeg tænker dermed også at det offentlige system dermed kan tilbageholde mange fra at søge deres egne tiltag og initiativer. Kort og godt.
    Derfor er det vigtigt at dele som du hør nu. Man ved ikke hvor effektivt disse øvelser/træninger er. Frustrerende at tænke på..
    Og det er ikke så enkelt at bede folk “gå selv”, ikke alle familier har ressourcer som i har, ikke alle orker at træne selv. Mange tror ikke nok på “miraklet” efter måneders hårdt arbejde..
    At det offentlige afviser eller tøver med at prøve disse hjernetræningsøvelser, er en stor efterladenhed.. Forskningen i dk er ikke til stede. Man importerer for lidt nyt fra andre lande.. selv genoptræningssteder for senskadede går ikke ned i så fine detaljer som bl.a. I har gjort, derved mangler hjernen det ekstra “finmotoriske” osv..
    Men altså, der findes steder hvor man tilbyder lignende forløb, f. eks. Synogudvikling.dk 🇩🇰

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Grethe Lee

    Hej Ditte,

    Jeg bor i Californien, og det har været så spændende og interessant at læse om jeres møde med dette land. Selv om jeg ikke har små børn længere, kan jeg nikke genkende til flere ting. Har også en nu voksen søn med asperger syndrom, som voksede op og havde hele sit skoleforløb i Danmark, så jeg kan sagtens følge dig i dine tanker omkring Danmark vs. USA.

    Jeg ser mange af programmerne fra DR på nettet. Jeg nyder hvordan DR går ind et emne med en dybde man ikke ser så tit i dette land, hvor programmerne flyver fra emne til emne og billede til billede.

    Jeg har lige checket på DR, men “Børnene fra psyk” er allerede udløbet, men jeg har fundet dem på YouTube, hvis andre er interesserede.

    https://www.youtube.com/watch?v=oJs8c9HlpWw
    Jeg skal i hvert fald se dem.

    Kærlig hilsen,
    Grethe

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Store Amerika - du er for vild - og snart skal Vitus starte i børnehaveklasse!