Vores allerførste “forældre-lærer samtale”… Om Vitus!

Når man har børn, er forældre-lærer samtaler en almindelig del af livet. Man kommer på besøg i børnehaven, i skolen og taler kort om, hvordan det går med barnet. Vi har af gode grunde aldrig været til en forældre-lærer samtale omhandlende Vitus. I hvert fald ikke indtil i mandags…

Som nogle af jer ved, var jeg enormt meget i tvivl for et par måneder siden, da Vitus skulle starte i pre-school. Skulle jeg fortælle lærerne om hans historie? Skulle de vide alt om Vitus, for at kunne hjælpe ham bedst muligt? Eller ville det være bedst, hvis jeg ikke sagde noget, så de kunne møde ham så fordomsfrit som muligt? Jeg gjorde mig rigtig mange tanker om dette, men besluttede faktisk i sidste ende ikke at sige særlig meget… Selvfølgelig skulle de vide, at Vitus har problemer med at spise; at han kun spiser suppe, og at man godt lige må holde et ekstra øje, hvis han forsøger sig med andet, da han ofte skal have en tår vand for at håndtere fx en chips. Disse ting fortalte jeg åbnet om, og der har heldigvis ikke være nogle problemer med snack-tid – nogle gange får jeg endda at vide, at han har forsøgt sig med en lille bid.

Men altså – jeg valgte ikke at sige noget til skolen om Vitus’ rejse igennem livet; nævnte intet om autisme-diagnose, intet om særlig følsomhed og sårbarhed, intet om udfordringer med sanserne. Jeg følte, at de skulle møde ham så “rent” som muligt. Jeg ønskede ikke, de mødte ham med bestemt briller på – jeg ville på ingen måde have, at de skulle stille skarpt på forskellige temaer og problematikker, for livet har lært mig, at forudfattethed ikke altid er en fordel men mere en begrænsning i forhold til at se det fulde potentiale – det hele menneske. Rejsen med Vitus har lært mig enormt meget, men noget af det, jeg uden tvivl er blevet aller mest klar over er, hvor vigtigt det er at møde andre mennesker med at åbent og nysgerrigt sind. Kassetænkning giver mig som udgangspunkt knopper. Jeg mener, det er med til at stigmatisere og begrænse, men jeg anerkender, hvor vigtigt det kan være i forhold til at få hjælp. Sørgeligt men sandt… Sådan er det også her i USA.

Vitus har nu været i pre-school i ca 2 mdr. Han har fra første dag ELSKET at komme der. Han er vokset med opgaven, laver de mest vidunderlige, kreative ting, og kommer hver dag løbende ud med det største smil, når han bliver hentet. Når jeg spørger ham, har han altid – uden afvigelser – har den bedste dag. – Så der er ingen tvivl – jeg må simpelthen konkludere, at han virkelig var klar til dette kapitel… Mere klar end jeg var!

I mandags mødtes vi så til den første forældre-lærer samtale om Vitus. Løbende taler jeg med hans lærere både ved aflevering og afhentning, så jeg har hele tiden vidst, at han trivedes. Men det bliver på en måde bare en smule mere alvorligt, når der er sat tid af til at tale om sit barn, og alle samles i et mødelokale. Der er lidt mere tyngde i det… Det var både Kim og jeg, der var afsted. Og to af Vitus’ lærere. Inden mødet havde jeg besluttet mig for, at jeg ærligt ville fortælle dem om Vitus’ liv. Årsagen hertil er decideret ucharmerende, men jeg er jo nødt til at spille efter reglerne. Præcis som i Danmark får man absolut ingen hjælp, hvis man ikke gør tingene meget værre, end de i virkeligheden er… Og eftersom Vitus skal starte i børnehaveklasse allerede efter sommerferien, er min aller fornemmeste opgave lige nu at sørge for, at hans overgang hertil bliver så tryg og gnidningsfri som overhovedet muligt. Min strategi er ganske enkel – jeg skal skaffe ham så meget support, som jeg overhovedet kan. Så kan vi altid selv sige nej tak, hvis det viser sig overflødigt. Mit mål for Vitus’ skolestart er derfor årsagen til, at jeg valgte at forklare hans nuværende lærere om hans historie. Jeg har brug for, at de er på mit hold i den kamp, jeg er ved at tage op. Jeg har brug for, at de vil hjælpe mig med at skaffe al den støtte til Vitus, som jeg overhovedet kan komme i nærheden af, OG som han har brug for. – Det er jo ikke bare fordi, jeg vil ha’ og ha’ – han har ganske enkelt brug for det! Helt konkret håber jeg, de vil skrive et brev til Vitus’ kommende skole og forklare, at de anbefaler, at Vitus bør få støtte i form af en person, der fx er sammen med ham i 2-3 timer hver dag. Måske endda hele dagen…

Tilbage til forældre-lærer samtalen… Når man – som os – har været igennem de ting, vi har været igennem med Vitus, sidder man virkelig på det yderste af sin stol under sådan et møde. Man er spændt som en flitsbue, og ens ører brænder nærmes af både forventning og skræk over at høre, hvordan det går med ens barn. Med andre ord – jeg var virkelig, virkelig spændt på at få deres feedback omkring Vitus. Selvfølgelig havde jeg en idé! Jeg mener, verdens gladeste unge løber mig i armene hver dag, men det behøver jo ikke nødvendigvis betyde, at alt er rosenrødt. Samtidig var jeg hundeangst for, om de måske havde set nogle tegn på autisme… Ikke fordi det ville være forkert på nogen måde, men jeg bakser stadig enormt meget med at bearbejde hele det “autisme-kapitel”. Jeg aner ikke hvorfor, og selvom de amerikanske evalueringer ikke vurderede, at han lever op til kravene for at få stillet en autisme diagnose, så sidder den angst stadig i mig, og de danske lægers ord: “Han vil ALTID have autisme” hjemsøger mig tydeligvis stadig… Faktisk er det ikke autisme diagnosen, der skræmmer mig – det var de ord, der ledsagede diagnosen – “der er intet du kan gøre, Ditte. Vitus vil altid have autisme…”

Derfor var det også bare et af de absolut vildeste tidspunkter i mit liv – og mest forløsende – da Vitus’ to lærere begynder at fortælle os om, hvordan de synes, det går men vores søn. Flere gange måtte jeg skynde mig at tørre en tåre væk, og de har uden tvivl tænkt, at jeg måtte være semi-tosset… Vitus fik simpelthen SÅ meget ros! Det var fuldstændig surrealistisk at være vidne til. Der blev brugt ord som utrolig videnbegærlig, super omstillingsparat, meget empatisk, vanvittig skarp og klog, kærlig og sød. De nævnte også, at han igennem den korte tid, han har været der, er vokset så meget, blevet meget mere tryg og søger relationerne. De forklarede, hvordan han allerede har lært alle de sange, de synger, hvordan han altid er super engageret, hvordan han altid lytter og gør, hvad der bliver sagt. Med andre ord – en mønsterelev… Jeg blev simpelthen så rørt, og så glad. Min lille mand er virkelig begyndt at flyve, og jeg kan vitterligt ikke beskrive, hvor meget det betyder for mig. Der findes simpelthen ikke ord, der rummer, det jeg gerne vil sige, og de følelser jeg oplever. Jeg er bare SÅ glad og SÅ stolt, og det giver mig en helt fantastisk tryghed i forhold til fremtiden og en tro på, at det sgu nok skal gå!

Efter vi havde fået lærernes umiddelbare feedback, valgte jeg at dele Vitus’ historie med dem. – Og det var nok først her, de forstod, hvorfor jeg havde fældet en tåre… Jeg forklarede dem, hvad vi har oplevet i Danmark, hvilken diagnose han har fået stillet, hvad han har været igennem, hvordan vi selv ser hans udvikling, vores bekymringer, vores håb og vores drømme for ham. Jeg lagde alle kortene på bordet, og jeg må bare sige en ting – aldrig har jeg set så overraskede mennesker! De kunne slet ikke få de ting, jeg fortalte, til at give mening i forhold til den måde, de ser Vitus på. De synes på ingen måde, at han udviser autistiske tegn – tværtimod beskriver de ham så en dreng, der søger de børn, han føler sig tryg ved. De beskriver ham som en empatisk og opmærksom dreng, der går meget op i, hvordan de andre har det. De siger også, at han er helt ubeskrivelig videnbegærlig, velopdragen og intelligent.

Åh ja – jeg behøver nok ikke forklare, hvor glad jeg var efter denne samtale. Det giver sig selv! Jeg er bare så glad, så stolt, så lettet, så fuld af forhåbning, så fuld af mod og så forelsket i min lille mand…

Og nu kan man så selvfølgelig frygte, at de begynder at se Vitus i et helt andet lys. – At de begynder at fokusere på udfordringer og begrænsninger, som måske ellers ikke ville være synlige for dem. – Faktisk tror jeg, det modsatte er tilfældet! Jeg tror, de vil stå endnu mere fast på den oplevelse, de har haft med Vitus, at de vil stole på deres egen dømmekraft – mest af alt fordi, det rent faktisk er dem selv – helt alene – der har skabt det billede, de har af Vitus.  – Og dette billede er udelukkende baseret på deres egne oplevelser, erfaringer og tanker. Uden fordomme, uden andres holdninger. – Hvorfor skulle de lige pludselig stille spørgsmålstegn ved deres egne evner? Det vil jeg ikke tro på…