Når man grædende forlader sin søn - men smiler inden i

Hvordan vil Danmark tage imod os, hvis vi forlader New York og flytter hjem?

De fleste jeg møder på min vej kender Danmark for et stærkt og godt sundhedssystem. – Det gør jeg egentlig også selv, men igennem de sidste 3-4 år er denne opfattelse blevet både udfordret og også ændret. Faktisk ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene efterhånden…

Jeg har tænkt meget på netop dette, for hvad vil der ske, hvis vi igen ønsker at bo i Danmark? Hvad vil det betyde for Vitus og hans udvikling? Hånden på hjertet – jeg kan ikke blive ved med at holde ham hjemme for at udvikle ham. Det vil JEG ikke, og det vil HAN ikke. Han skal ud i den store verden – ud og danne sig selv, opleve, føle, grine, græde, gro og udfordres. Jeg kan ikke længere leve op til de krav, han stiller. Og hvordan vil det gå med det, hvis vi flytter hjem igen?

Der er ingen tvivl om, at vi er enormt gode til at tage hånd om folk i Danmark – til at passe på. Vi har et trygt sundhedssystem, hvor alle kan få hjælp, og det er fantastisk. Vi er gode til at holde i live og opbevare folk – men hvad med udvikling? Én ting er ældre mennesker, der skal igang igen efter fx en slem lungebetændelse, som vores elskede oldemor. Er der en vej tilbage for hende med dét, der tilbydes i Danmark? Kan hun blive stærk nok til at få et godt liv igen, eller går det kun en vej? En anden ting er små børn – som Vitus – der kræver noget mere end normalkurve-barnet. Hvordan vil hans udvikling se ud, hvis jeg træder tilbage og lader andre komme til? Vil der være tilbud om træning af sanser, motorik og spisning? En af de ting, jeg har lært igennem min reje med Vitus er, at træning af fx sanser og motorik er ganske krævende. Det indebærer intensivt fokus og træning HVER eneste dag. To gange en halv time hver uge vil absolut ingen forskel gøre. – Og med Danmarks holdning – at “mor skal koncentrere sig om at være mor” bliver det unægteligt ret svært at tro på udvikling for disse børn… Det kan jeg ikke leve med for Vitus’ vedkommende.

thumb_img_7788_1024

I Danmark vil Vitus altid være autist! Det var i hvert fald dét, vi fik at vide, da han blev udredt på Glostrup Hospital. – Og ærlig talt – jeg er ret ligeglad med, hvad de kalder ham, så længe hans udvikling fortsætter, og han bliver ved med at være en glad dreng. Jeg er med på, at der skal være en diagnose for at få nogenlunde hjælp i Danmark, men hvor er det dog sært. Jeg ville ønske, at Danmark kunne lære lidt af USA og se mere på funktionelle diagnoser end “dead-end” diagnoser som fx autisme. Hvorfor har vi så stort behov for at putte en hel masse børn ned i én kæmpe kasse, hvor der står autisme på? Det siger absolut intet om de børn, der ligger og kigger forvirret op nede fra kassen. Det giver ingen retning. – Og uden retning er udvikling umulig. Falliterklæring. Endestation. Skrækkeligt.

Jeg kan huske, at jeg altid hadede sætningen “hvis du har set ét barn med autisme, har du set ET barn med autisme”. Jeg synes sætningen var forvirrende, uden mening og uden indhold. Men i dag kan jeg godt se, hvorfor denne sætning – specielt i Danmark – er vigtig. – For hvis man ikke bryder tingene mere op, går mere i dybden med det enkelte barn for at finde ud af præcis hvor dét barns udfordringer er, ja så er det en ganske god sætning at gemme sig bag. Kompleksiteten bliver italesat, undskyldningen er til at gemme sig bag. Hvorfor kigger vi i Danmark ikke mere på funktionelle udfordringer og forsinkelser? Fx som her i USA, hvor Vitus er evalueret både finmotorisk, grovmotorisk, sansemæssigt, socialt, tale- og sprogmæssigt samt akademisk. På den måde bliver det alt andet lige nemmere at hjælpe dette barn og se hvor der skal sættes ind.

Når jeg sådan går i tænke-mode, kan jeg godt blive lidt bange for fremtiden… Eller måske ikke bange, men i hvert fald usikker og utryg. For vi vil gerne tilbage til Danmark på et tidspunkt… Men vil det være det bedste for mit barn?

1 kommentar

  • Anette Lange

    Kære Vitus mor
    Det er så hjerteskærende at læse om jeres vej, undskyld mine ord, for jeg føler jeg kender den vej, som ligner min og min søns vej for 7 år siden. (Lang snak…)
    Jeg prøver nu at beskrive hvad jeg oplevede, og hvad jeg tænker, husk det er i bedste mening og ikke for at negliger at det er en krævende “vej” i har været igennem..
    Jeg tænker du kunne bruge nogle ligesindede at tale med, forskellige forældre der har oplevet lignende ting, nogen der har været på samme stier og veje med et barn. Eller bare selv at læse om andres oplevelser ligesom du selv deler med andre.
    Du skal vide at det her med børn kan ses som faser… At det hele er faser, at du/i har passeret de første faser “med toppoint” og nu er på vej et nyt sted hen. Fase på fase.
    Den næste fase blir Vitus og livet i børnehave/præ-skole fasen, hvor han oplever og smager på hvad det vil sige at være på udebane med andre børn i dagtiden og at komme hjem igen til sin kærlige familie hver eftermiddag.
    Det er næste fase udvikler ham til at blive det skolebarn han om et par år vil være, en ny fase. Han er godt på vej gennem alle de normale faser og skal ikke beskyttes mere, han er parat. I er så flot på vej. Og jeg tror bestemt at Vitus blir en fantastisk og meget dejlig dreng, efter den fantastiske start i har givet ham. Han blir en dygtig og klog og kærlig dreng. Uden autisme. Også i Danmark. Han har brug for næste fase, at lege med andre børn, det kan kræve lidt træning, og husk d fleste har en god ven ad gangen, ikke hele klassen…
    De næste ting i skal øve er også skolebøger, boldspil, sport, lejeaftaler… Det er fase på fase. Smukt og godt. Det blir meget nemmere, jo ældre han blir. Helt normalt og almindeligt, samme procedure som alle andre. <3
    De hængepartier der må være retter i, løser hen ad vejen..bliv ved med at søge angående hans mave og spisningen.. Du vil samle det store billede til sidst, du vil få løst det hen ad vejen..
    Kærlige tanker…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man grædende forlader sin søn - men smiler inden i