Når hverdags-helvedet rammer… For alvor!

I går var – som dem af jer, der læste med ved – ikke den bedste dag i mit liv. Der var lidt forskellige tanker, der skulle placeres på de rette hylder, så jeg igen kunne kigge positivt fremad – men nogle gange er det bare ikke så nemt. Kim var bortrejst, så jeg havde ikke rigtig noget at læsse af på. Heldigt for ham – men uheldig for mig 🙂 Som bekendt kommer en negativ ting sjældent alene, og det var (desværre) heller ikke tilfældet for mit vedkommende. Sofia havde sin bedste veninde med hjemme fra skole, og de legede alle sammen inde på et af vores værelser. De er simpelthen SÅ søde til at inddrage Vitus i deres leg – han er for det meste faren eller moren og tager sin rolle meget seriøst. Det er så kært at høre på, og jeg sidder ofte helt stille inde i...

Opdateret – og knap så rystet…

DR slog tidligere et klip op på deres Facebook side, hvor de skriver: “Er det prisen værd at presse sine børn ud i overvældende oplevelser for at forældrenes drøm kan gå i opfyldelse? I New York har 5-årige Sofia første dag i sin nye amerikanske skole, og mor Ditte er ved at gå i spåner. Kan du forstå Dittes dilemma?” Jeg blev selvfølgelig ked af det efter at have læst teksten – jeg syntes, det var meget sat på spidsen, lidt søgt og ikke retvisende. De udstillede os uden at forklare vores situation, og de tog ting fuldstændig ude af kontekst… Jeg burde nok have rakt ud efter de folk, vi har arbejdet sammen med hele vejen igennem projektet, og set i bakspejlet ville det helt sikkert have været en god måde at gøre det på, men jeg blev så rystet og forvirret – og så troede jeg ærlig talt ikke, at det ville have...

For faen – jeg håber vi gør det rette…

Ja, undskyld jeg bander, men jeg synes, det har været et par hårde uger at komme igennem. En ting er de mange timer på vejene for at komme til og fra New Jersey, hvor Vitus træner. En anden ting er de mange timer brugt på hjemmetræning mens, de andre praktiske ting omkring både Vitus og Sofia skal gå op i en højere enhed – også mens Kim er væk. De ting er “piece of cake” og absolut intet problem, selvom de jo nok er med til at sjæle en lille bitte smule af min energi. – Det værste er dog, når Vitus – som jeg synes har været tilfældet de sidste par uger – ikke responderer på alle de ting vi gør, som jeg havde ønsket og drømt om…. Som jeg tidligere skrev, synes jeg der er sket enormt meget med Vitus siden vi startede vores program her hos Brain...

At cykle på Manhattan – ohhhhhh my lord!

For nogle uger siden fik vi leveret femte medlem af familien – ladcyklen! Jeg elsker den, og den har allerede gjort vores liv meget sjovere og meget mere mobilt. Vi har faktisk været ret mange steder efterhånden, og ungerne elsker den. De bliver ikke køresyge, og får dejlig røde kinder. Hver tirsdag går jeg til terapi med Vitus hos en synke-specialist. Det ligger på 38. gade – dvs et pænt stykke fra Tribeca, hvor vi bor. For at være præcis – en 6-7 km. (Og hvis man ikke kører den direkte vej, kan det sagtens blive længere…) I starten tog jeg en taxa, men det var rent ud sagt temmelig belastende! – Ofte var der kø, og ofte gav denne irriterende kø-kørsel anledning til kvalme hos Vitus, hvilket bestemt ikke kan anbefales, når man skal til en session hos sin synke-specialist… Så jeg tænkte – smart – jeg tager da...
    Newer posts