Alle hemmelighederne fra Vitus' hverdag...

Når man – i al hemmelighed – fælder en tåre i venteværelset…

Der sker et eller andet, når man får børn – i hvert fald i mit tilfælde. Enten får man ligepludselig flere fyldte tårekanaler i øjnene, eller også har man bare absurd meget lettere ved at fælde en lille (eller stor) tåre…

vit

Min glade trold i IKEA

Vitus er startet til OT (occupational therapy – træning af sanser og finmotorik), og han skal afsted to gange om ugen, hvor han bruger ca 45 minutter sammen med den sødeste pige, Michelle. Jeg kan se på ham, at han allerede er meget forelsket i hende – hvilket sker i stort set ALLE tilfælde, når han møder en sød pige, der interesserer sig for ham. Han har kun været der tre gange, og allerede anden gang blev jeg med bestemt tone bedt om at blive siddende i venteværelset – han kunne godt selv! “Ok, skat – så bliver mor da bare her!” 🙂

Til den første session, hvor jeg var ved Vitus side hele vejen igennem, fik Michelle ikke rigtig nogen idé om, hvor meget engelsk Vitus taler og forstår. Vitus og jeg talte dansk sammen, hvilket vi også gør herhjemme, så egentlig er jeg heller ikke selv helt klar over, hvor langt han er kommet med det engelske sprog. Jeg ved blot, at han klarer sig fint tre gange om ugen, når han træner alene sammen med Kyla i New Jersey.

Da vi var der sidste gang, tog jeg igen pænt plads i venteværelset, og Vitus gik glad med Michelle. Denne dag lavede de øvelser lige ovre på den anden side af en halvvæg, så jeg kunne høre dem tale sammen, hvis jeg listede mig helt hen til væggen, hvilket jeg selvfølgelig gjorde… – Og hold nu op, hvor var det kært… Jeg blev totalt rørt, og flere gange måtte jeg hurtigt tørre en rullende tåre væk fra kinden. Han var bare SÅ engageret og SÅ snakkesaglig. Faktisk plaprede han konstant – vel at mærke på engelsk! Nogle gange tror jeg sgu, han taler bedre engelsk end dansk! Det er lidt underligt, men jeg må bare konstatere, at han INGEN problemer har med at udtrykke sig på engelsk, hvorimod det kan være lidt svært på dansk engang imellem…

På et tidspunkt går de på balancebom, og jeg hører stolt Vitus sige: “See, I can also go backwards. I do this in New Jersey – see!” – Hvorefter han vender sig om på bommen og går – fejlfrit – baglæns på balancebommen. Lige dér måtte jeg sgu nive mig selv i armen og tørre endnu en tåre væk, før de andre forældre så den… Det var bare SÅ kært og så fint at være vidne til.

Da de sammen kom ud i venteværelset til slut, var Michelle også helt rystet. Hun havde – som mig – bestemt heller ikke regnet med, at hans engelske ville være SÅ godt. – Og selvom Vitus var temmelig mopset over, at det var slut, blev der givet givet high five, før vi gik. Han taler daglig om, hvornår han skal hen til Michelle igen – det er så fedt, en kæmpe succes!

1 kommentar

  • Sanne

    Det er et super godt indlæg Ditte og hold da op hvor jeg kunne se mig selv i den situation ( hvilket jeg aldrig har været eller kommer) men bare ja godt gået for jer og børn er det bedste vi har

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alle hemmelighederne fra Vitus' hverdag...