Hvad synes jeg egentlig om den programserie, vi er med i?!

Jeg synes, det er en rigtig fin serie, og jeg står fuldt ud inde for det billede, der bliver skabt af os. Jeg genkender mig selv, og det gør mig glad, for det var hele ideen og tanken bag at sige ja. Vi skulle være os selv – vi skulle være ægte. På godt og ondt…

I starten var det ret svært… Vi havde besluttet at være naturlige og ægte, men så simpelt er det bare ikke med et kæmpe kamera  op i hovedet! Heldigvis synes jeg, vi – efter lidt tid – blev mere og mere trygge ved kameraet, så de helt sande sider kunne komme frem.

Det eneste der ærger mig er, at vi – pga. formatet – ikke får mulighed for at folde vores situation mere ud. – At vi ikke kan gå mere i dybden med forskellige emner. Jeg ville have elsket at vise mere af Vitus’ hverdag og helt konkret vise, hvad det er, vi laver sammen samt hvilken effekt det har. Jeg ved ikke, om det kun er mig – fordi jeg er moren og fordi jeg er så meget inde i vores hverdag – at jeg savner det i serien. Måske det fremstår helt anderledes for folk, der ser programmet… Samtidig ved jeg jo også, at vores målgruppe er forholdsvis lille. – Selvfølgelig kan de fleste relatere til det med at flytte til et andet land, drømme om det, gøre det eller have gjort det – men det med Vitus’ diagnose er måske ikke så relevant for flertallet… Jeg ved det ikke… – Jeg ved bare, at hvis vi kan være med til at rykke bare en lille smule ved mentaliteten: “Vi kan ikke gøre noget” – ja, så bliver jeg lykkelig!

Du kan se eller gense programmet her.

Jeg glæder mig til at se de sidste to afsnit, og jeg håber I vil se med.