Et brev til min mand… Min bedste ven

I dag har jeg brug for at skrive nogle ord til (og om) min mand. Dem der kender mig ved, at  jeg beskriver ham som min klippe – det der urokkelige fundament, der forbliver stabilt i al slags vind og vejr. Han har altid været min klippe og vil altid være det. Men han er meget mere end min klippe. Han er også min bedste ven, og den person jeg deler absolut alt med. Samtidig er han fundamentet for, at alt dette – flytte til New York og give Vitus den bedste træning osv osv – kan lade sig gøre. Han arbejder rigtig hårdt – somme tider ufattelig mange timer, og det er hans fortjeneste, at vi kan gøre de ting, vi gør, fordi han er så dygtig til sit job, at vi kan klare os med hans indkomst. Nogle gange synes jeg, det er hårdt at undvære ham, når han...

Når man – i al hemmelighed – fælder en tåre i venteværelset…

Der sker et eller andet, når man får børn – i hvert fald i mit tilfælde. Enten får man ligepludselig flere fyldte tårekanaler i øjnene, eller også har man bare absurd meget lettere ved at fælde en lille (eller stor) tåre… Min glade trold i IKEA Vitus er startet til OT (occupational therapy – træning af sanser og finmotorik), og han skal afsted to gange om ugen, hvor han bruger ca 45 minutter sammen med den sødeste pige, Michelle. Jeg kan se på ham, at han allerede er meget forelsket i hende – hvilket sker i stort set ALLE tilfælde, når han møder en sød pige, der interesserer sig for ham. Han har kun været der tre gange, og allerede anden gang blev jeg med bestemt tone bedt om at blive siddende i venteværelset – han kunne godt selv! “Ok, skat – så bliver mor da bare her!” 🙂 Til...

Alle hemmelighederne fra Vitus’ hverdag…

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Vitus’ ugentlige program er temmelig hårdt spændt for i disse dage. Dette betyder selvfølgelig også, at mine minutter er godt bookede, og til tider kan det være meget hårdt – specielt når jeg føler, jeg ikke slår til… Det kan være over for Sofia, Kim, familie, veninderne i Danmark men også dem, jeg er ved at bygge relationer til her. Præcis dén del vænner jeg mig nok aldrig til. Jeg synes virkelig, det er hårdt at acceptere vilkårne ved at flytte så langt væk. – At skulle acceptere ikke at kunne være der for dem jeg elsker i Danmark på samme måde som før og også acceptere, at de selvfølgelig heller ikke er der for mig på samme måde som før… Dét er svært! Nå – mere om det en anden gang… Lige nu er fokus på alle de aktiviteter, vi har gang i...

En sød besked – og jeg bliver så glad!

Vi havde indstillet os på, at der nok ville komme nogle mindre rare beskeder i kølevandet på vores deltagelse i “Jagten på den gode liv”. – Og det er der også kommet men ikke direkte i vores indbakker – de er kommet på sociale medier, der omtaler programserien. Når det er sagt, så er det bestemt ikke hårde ord, vi får med på vejen – de fleste kommentarer går på, at vi da ikke kan få bedre tilbud end det danske sundhedssystem… – Og jeg ville virkelig ønske, det var min oplevelse, men det er desværre ikke korrekt… Danmark har en tilgang til dette område, der – i mine øjne – bestemt ikke bygger på at udvikle det enkelte barn så meget som muligt. Danmark passer på og tilpasser omgivelserne til barnet… – Men hvad så, når barnet skal ud i samfundet? Ud i den rigtige, virkelige, barske verden? Jeg...

Hvad synes jeg egentlig om den programserie, vi er med i?!

Så blev fjerde afsnit af “Jagten på det gode liv” sendt på DR1 i går. Det er stadig lidt skørt at se sig selv på TV – specielt med tømmermænd og sminke i hele hovedet efter nytårsaften – og også mindst én gang pr. afsnit med tårer i øjnene! Jeg er åbenbart bare “en tudefjæs”, som Sofia så fint kalder det, og det er faktisk helt ok… Jeg synes, det er en rigtig fin serie, og jeg står fuldt ud inde for det billede, der bliver skabt af os. Jeg genkender mig selv, og det gør mig glad, for det var hele ideen og tanken bag at sige ja. Vi skulle være os selv – vi skulle være ægte. På godt og ondt… I starten var det ret svært… Vi havde besluttet at være naturlige og ægte, men så simpelt er det bare ikke med et kæmpe kamera  op i...
Older posts