En fantastisk weekend get-away

Når man lige bliver mindet om at leve livet fuldt ud…

Som de fleste af jer nok ved, går det meste af mit liv med at holde styr på vores to små rollinger. Især Vitus kræver fuldt fokus, fordi han går hjemme sammen med mig, og fordi hans træning fylder en del. Jeg elsker mit liv og kunne ærlig talt ikke forestille mig et mere meningsfuldt og livsbekræftende “job”, end det jeg har. I hvert fald ikke lige nu, hvor der stadig er en del udfordringer, jeg gerne vil hjælpe Vitus af med.

Når man sådan engagerer sig i sine børn og nogle gange glemmer verden omkring én, kan man også godt glemme sig selv… Det skete for mig for nylig. – Altså ikke det der med at glemme sig selv – det har nemlig stået på et stykke tid! Men lige pludselig – af en eller anden årsag – kom jeg til at tænke på mig selv! Det hele startede med, at jeg kom i tanke om, at jeg – i DK – var blevet anbefalet at tage til en brystundersøgelse efter et par år – og de to år var så blevet til endnu flere nu… Jeg fik booket tid og kom heldigvis hurtigt ind, da ventetid ikke er noget, man opererer med her i USA. I min brystscanning fandt de et lille område, som adskilte sig – dog mente de bestemt ikke, det var noget alvorligt, men de ville gerne have, at jeg kom igen om seks måneder… Jeg blev egentlig ikke skræmt ved denne besked – lægen var grundig i sin tilbagemelding og forklarede, at de så disse små ansamlinger meget, meget tit og at det i 99% af tilfældene var væske. Så nu venter jeg bare på, at det bliver december/januar, så jeg forhåbentlig kan få afkræftet 110% at det ikke er noget som helst farligt…

Besøget på hospitalet fik mig dog til at tænke lidt over tingene, og jeg fik oprettet en profil på en sundhedsportal, som mindede mig om, at man i USA anbefaler ét årligt lægecheck, én årlig hudscreening, ét årligt tandlægebesøg og ét årligt underlivscheck. Underlivschecket havde jeg klaret, men de andre havde jeg ikke skænket en tanke. Samme aften sad jeg i sofaen og slappede lidt af, mens tankerne alligevel kørte rundt i hovedet på mig… Jeg havde sat fokus på mig selv, og kunne ligepludselig ikke rigtig styre mine tanker! – Lige pludselig blev jeg bange! – Bange for om noget skulle være galt?! – Bange for om jeg havde overset nogle faresignaler i min daglige trommerum med børnene?

Jeg begyndte at føle efter i mig krop, og helt konkret begyndte jeg at mærke efter diverse steder. Uden at lyde dramatisk eller hysterisk, så frøs jeg ganske enkelt til is, da jeg mærkede en lille knude på venstre side af min hals. Den var lille, men den var der – og ja ok, jeg havde netop haft en lille infektion, som mit system havde bekæmpet, men der var altså stadig en lille knude, som jeg aldrig havde mærket før. Den var overhovedet ikke øm – bare en lille kugle under huden. Som med alt andet begyndte jeg at google. “Google is your friend” siger man nok, og dette har absolut holdt stik i rigtig mange tilfælde, men hold nu fast, hvor kan det også gøre én nervøs nogle gange. Hurtigt fandt jeg ud af, at det selvfølgelig sagtens kunne være en hævet lymfekirtel, men flere steder stod der også – hvilket jeg selvfølgelig bed utrolig meget mærke i – at hvis knuden ikke gjorde ondt og ikke var øm, som lymfekirtler typisk gør/er, kunne det være noget meget alvorligt…

Der gik ca. 3 sekunder – så havde jeg booket tid hos en almen praktiserende læge næste morgen, og Kim fik besked på at flytte et møde eller to, så han kunne have Vitus, mens jeg var hos lægen.

Lægen beroligede mig og forklarede, at hun absolut mente, det var en hævet kirtel, men hun ville gerne sende mig til en scanning, så jeg kunne få ro i sjælen. Jeg tog imod tilbuddet og fik en tid tre dage senere. Lægen sagde også til mig, at hun synes, jeg skulle huske at komme til min årlige hudscreening, hvis jeg ikke havde været afsted. Jeg havde nemlig mange fregner, og var derfor i højrisiko-gruppen, sagde hun… Igen blev jeg taget med bukserne nede – jeg havde ikke tænkt tanken om en hudscreening, men – som med de fleste andre ting, der bliver relevante for mig, så tager jeg action, og jeg gør det med 200 km i timen.

Næste morgen stod jeg hos hudspecialisten, som gennemgik hver en lille kvadratmillimeter af min krop. Hun startede med fronten og bevægede sig videre til ryggen. Her stoppede hun op. Hun spurgte ind til, om jeg havde historik for hudkræft i familien. Jeg svarede nej. Hun sagde, jeg havde en skønhedsplet på ryggen, som så lidt “funny” ud. Ja, det var det ord, hun brugte, og hun ville gerne have lov til at fjerne den og undersøge den – jeg skulle bare lige skrive under her… En, to, tre minutter gik der, og jeg var en skønhedsplet fattigere. Inden jeg går ud af døren, siger lægen til mig, at de nu vil undersøge skønhedspletten, men hvis der intet var i vejen, ville jeg ikke behøve at komme tilbage.

Tre dage senere får jeg et opkald fra hudlægens kontor. De har fået mit prøvesvar og vil gerne have jeg kommer tilbage om 14 dage. 14 dage!! Seriøst – jeg panikkede FULDSTÆNDIG og aldeles. De havde jo sagt, at jeg ikke skulle komme tilbage, hvis alt var normalt – ergo, der måtte være noget galt… Jeg sad i venterummet i New Jersey, hvor Vitus var i gang med sin træning, og jeg mindes, at det hele blev en smule sløret… Jeg får sagt, at jeg er dødsens nervøs, og at jeg ikke kan vente 14 dage! Sekretæren siger alt muligt, som jeg på ingen måde forstår eller husker – det eneste jeg husker er, at hun siger – “it’s not a life threatening situation”… Hold da kæft, hvor var det ubehageligt. Jeg forsøgte at spørge ind til, hvorfor jeg først måtte komme om 14 dage + hvad de ikke allerede vidste, som de ville vide om 14 dage… Svaret forstod jeg ikke helt, og sekretæren blev også ved med at sige, at hun ikke kunne udtale sig, da hun ikke var læge… PUHA, siger jeg bare. Ærligt – jeg var SÅ bange.

Jeg kører hjem fra New Jersey og kommer hjem til Kim, som selvfølgelig får hele historien. Min skræk er ikke blevet mindre på vej hjem i bilen, og jeg beder Kim om at ringe – måske han vil forstå mere end mig… Han ringer og forklarer, at hans kone er gået i panik over deres opkald. De forsikrer ham om, at det ikke er noget livstruende, men at de iøvrigt ikke må udtale sig om min sundhedssituation til andre uden mit samtykke. Jeg går ned og træner og får en god snak med min træner, som beroliger mig. Kim mener heller ikke, at jeg skal være nervøs – over for ham får de også sagt noget med, at det er ren rutine…

I dagene der går, gennemgår jeg en ret interessant proces i mit hoved. Til at starte med, er jeg dødsensangst, og jeg tænker seriøst de allerskrækkeligste tanker. Det er alt fra – “jeg er slet ikke færdig med at leve” til “jamen, Vitus og Sofia kan slet, slet ikke klare sig uden mig endnu”… Ganske forfærdeligt faktisk – måske også lidt dramatisk, men man kontrollerer bare ikke sine tanker særlig godt i sådanne situationer…

Som dagene går, får jeg beroliget mig selv, og jeg formår også på en måde at være rationel og fornuftig. Jeg taler med nogle veninder om det, og disse samtaler går meget på, at her i USA tager man ingen chancer. Hvis det havde været noget meget alvorligt, ville jeg være blevet kaldt ind med det samme – og desuden ville det aldrig være en sekretær, der ringede… Jeg bevæger mig fra det meget irrationelle og emotionelle over til det mere rationelle og konkrete, og jeg forsøger ikke at bruge min energi på noget, jeg alligevel ikke kan ændre ved. – Uanset hvilken besked jeg skulle ind og have, ville jeg ikke kunne ændre ved det – det eneste jeg har indflydelse på, er måden jeg håndterer disse ting på. Jeg kan gå og forpeste min OG min families tilværelse og have 14 skrækkelige dage, eller jeg kan forsøge at være positiv og fokusere på de ting, jeg har indflydelse på.

Uden at lyde hellig – og bevares, jeg nåede da at forpeste vores liv i mange dage – men til sidst formåede jeg at slutte fred med det og holde fokus på de positive ting. Uanset hvad, så gik de 14 dage, og i fredags kl 8.30 sad jeg så i stolen hos min hudlæge og ventede på hendes svar.

Min biopsi havde ikke været normal. Det var også derfor, jeg sad der i stolen foran hende. MEN – det var ikke alvorligt. Hun forklarede det på en ganske fin måde, hvor hun brugte farveskalaen fra sort til hvid som eksempel. Sort er meget alvorligt og farligt – hvid er fuldstændig normal. Min prøve var lige ved siden af den hvide – i kategori 1 ud af 3, hvor 3 er alvorlig. Jeg åndede lettet op! Det gjorde jeg sgu, men samtidig var det også en interessant proces, hvor præcis dét jeg har arbejdet med i mange år – at holde fokus på det, jeg kan gøre noget ved og ikke lade min bekymring og negative tanker overtage – kom i centrum igen. Det kan bestemt ikke altid lade sig gøre, men jeg synes – og ved af erfaring – at det virkelig HAR en positiv indflydelse, hvis man arbejder koncentreret med at “styre” sig selv.

Jeg takker dagligt min mentor og gamle chef, Rikke, der har lært mig alt, hvad jeg ved om at have et positivt fokus – hun har gjort en verden til forskel for mig. – Specielt i kølevandet på Vitus’ diagnose, var hun en enormt stor hjælp og inspiration. Alle burde unde sig selv et besøg hos hende, hvis man har problemer med for mange bekymringer og drænende tanker. Hun er for vild 🙂

PS – min knude i halsen var heldigvis en hævet lymfekirtel – alt så normalt ud på scanningen… Så nu venter jeg bare på at komme tilbage og få scannet mit bryst om nogle måneder! Men hold da op en omgang med alt fra knude i halsen til unormal skønhedsplet… Nu glæder jeg mig til igen at rette fokus 110% mod mine børn 🙂

fullsizerender-2-kopi-2

Sammen med de vigtigste i mit liv 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En fantastisk weekend get-away