Diagnoser, diagnoser, diagnoser mig i r….

Jeg har grublet meget over tingene for nyligt. Vitus fik for mindre end en måned siden fjernet sin autisme-diagnose her i USA. En diagnose han havde fået i Danmark, da han var 2 år… – Det sætter om noget tankerne i gang!

Egentlig er jeg super meget i tvivl, om jeg var decideret modstander af den dom, Vitus fik for ca. to år siden… Jeg var med hele vejen igennem de forskellige tests, og jeg kunne sagtens se, at min søn var anderledes, og at han bestemt havde symptomer, som kunne passe ind under autisme-paraplyen.

Vitus i Tivoli denne sommer helt opslugt af et balletshow

Mit problem med diagnoser opstår, når man i kølevandet på en nystillet diagnose får at vide, at den er for evigt, og at der intet kan gøres for at ændre på det! – Uanset om Vitus har – eller havde autisme, så er han et levende bevis på, at man virkelig kan komme mange, mange handicappende udfordringer til livs. Han har rykket sig enormt meget på de sidste to år, og mange af hans sansemæssige udfordringer driller bestemt ikke så meget nu, som de har gjort. Det har været hårdt arbejde, men det har BESTEMT været det hele værd – og mere til…

Generelt tror jeg bare, man skal være super påpasselig med at sige, at noget er for evigt. Hvordan kan noget overhovedet være for evigt?! Faktisk synes jeg, det er et ganske alvorligt udsagn, og det vil aldrig føre noget positiv med sig – jeg mener, hvordan skulle det kunne det?! Om noget vil det da fastholde familier med fx en autisme-diagnose i en selvopfyldende, ulykkelig og hæmmende situation, hvor man ikke vil tro på noget som helst. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke opmuntrer i stedet for og forsøger at være positiv og fuld af tro på, at noget kan gøres. Uanset barnets udgangspunkt er jeg sikker på, at udvikling er mulig – for nogle måske endda så meget, at vi nærmer os “det normale”… Behøver diagnoser virkelig være for evigt!?