Når man – som jeg – er mor til et barn med en så alvorlig diagnose som autisme – ja, så tænker man nok en del mere over ens barns adfærd, end andre “normale” forældre ville gøre. Man vender og drejer de fleste handlinger, ens barn foretager, og man tænker ubeskrivelig meget over, hvorfor ens barn gør, som det gør… Disse overvejelser kommer jeg nok aldrig til at leve foruden, men det gør heller ikke noget – det er blevet en helt normal del af mit liv. Igennem de sidste måneder har jeg ofte stillet mig selv det spørgsmål – “kan en autist virkelig det her?!” Eller – “hvordan kan man handle på den måde, hvis man er autist?” Selvom jeg – faktisk for længe siden – lovede mig selv ikke at bruge så meget energi på, hvad folk har sagt, og hvilken fremtid Vitus er blevet spået af specialisterne i...