Jeg er så stolt af min lille mand...

To måneder efter vores flytning…

Der er nu gået mere end to måneder siden vi flyttede vores lille familie over på den anden side af Atlanten. Det har været nogle hårde måneder, og selvom vi på forhånd – selvfølgelig – vidste, at det ville blive hårdt, kan det stadig føles MEGA hårdt, når man rent faktisk gennemgår det. Jeg synes, vi havde forberedt os virkelig godt. Vi har talt utrolig meget om vores tanker, følelser og forventninger i forbindelse med at flytte, og jeg synes, vi har forberedt os på, at det ville gøre ondt… Men det er altså ikke helt det samme at FORESTILLE sig en smerte som at VÆRE i den – det må vi bare erkende.

Nu skal det ikke lyde som om, der er ren nedtur – det er det bestemt ikke! Det er bare som vi forventede – hårdt! Vi har heller ikke just været heldige igennem vores første uger – ungerne og jeg har været ramt af sygdom som aldrig før. – Og der er ikke noget som sygdom, der kan få folk til at hænge med hovedet… Det har været drøjt, men til gengæld har vi lært det amerikanske sundhedssystem ret godt at kende, og vi ved nu, hvordan man skal begå sig… Ikke umiddelbart en fed læring, men når det nu ikke kunne være anderledes, må man jo finde det positive i det…

Set i bakspejlet var det også en smule optimistisk at starte vores nye liv d. 1. januar! –  Det har været mega koldt, mørkt og trist, og vi har skullet kæmpe lidt mere for at se det positive i det hele – specielt når dagene er korte, mørke og kolde… Heldigvis har vi allerede fået en lille forsmag på, hvordan det er, når varmen kigger forbi, og solen overbeskinner vores blege ansigter – DET er fedt, og positivismen er lige pludselig ikke så svær at finde frem 🙂

Sofia er fortsat den sejeste lille dame, der bare lærer SÅ meget SÅ hurtigt, og hun er kommet ufattelig langt siden vi startede i januar. Faktisk er hun allerede i stand til at føre samtaler med sine venner, forklare sig samt forstå mere eller mindre alt. Jeg er dybt imponeret og synes selvfølgelig, hun er fuldstændig vild og sej… Fuck, hvor jeg elsker hende…

Vitus har haft nogle rigtig hårde uger med både vægttab og mistrivsel… Han har haft tre uger med sygdom, hvilket vi aldrig har prøvet før. Det har været skrækkeligt, hårdt, angstprovokerende og alt muligt andet, men vigtigst af alt – han er nu på rette kurs og har været på rette vej i en lille uge.

view

Min udsigt i skrivende stund…

Jeg glæder mig usigeligt til foråret, solen, varmen og uforglemmelige stunder i denne vilde by med min familie… Den nærmeste fremtid vil højst sandsynligt byde på et møde med det offentlige amerikanske system… Jeg skal have undersøgt, om de har noget godt for Vitus – noget han kunne have glæde af. Indtil da fortsætter vi vores hjemmetræning – men jeg kan godt mærke, at der snart skal noget andet til… – Noget nyt, en ny vinkel – og jeg glæder mig på en måde til at få en “second opinion” på Vitus, selvom jeg selvfølgelig ikke glæder mig til at trække ham igennem flere underøgelser og evalueringer… Vi må se, hvad det kræver…

Sofias nærmeste fremtiden skal bare fyldes med stabilitet og kærlighed – hun skal blive ved med at vokse igennem sin skolegang, nyde sine nye veninder og blive mere og mere komfortabel med sit nye sprog.

Jeg lover at være bedre til at opdatere bloggen going forward… 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Jeg er så stolt af min lille mand...