Der er en sejr, jeg ikke har fortalt jer om…

Som et par gange før, har jeg det altid enormt stramt med at fortælle om de større sejre… Jeg er simpelthen bange for, at de forsvinder igen! – Super fjollet og overtroisk, men sådan har jeg det nu engang. Derfor går der også ofte lang tid, før jeg overhovedet overvejer at fortælle om eventuelle positive ændringer – og det samme er tilfældet nu 🙂

Da vi boede i Hornbæk – altså umiddelbart efter vi flyttede ud af vores hus i Lyngby i slutningen af oktober, havde jeg Vitus til en behandling hos Body sds på Østerbro. Body-sds er forkortelsen for behandlingssystemet Body Self Development´s System, og metoderne blev grundlagt i København i slutningen af 1940?erne af Erland Hartung. Efterfølgende har Erlands søn samt barnebarn ført metoderne videre, og Vitus havde tid hos Erlands barnebarn… Jeg har længe overvejet denne form for behandling, men et eller andet har afholdt mig fra at gøre det – måske det bare ikke har været det rette tidspunkt før nu…

Selve behandlingen tager ca 45 minutter og er helhedsorienteret, forstået på den måde, at terapeuten tager udgangspunkt i, at kroppen er en helhed – det fysiske og det psykiske hænger sammen. Der fokuseres på spændinger, blokeringer samt belastninger, og der arbejdes på at løsne op for kroppens energi og nervestrømme.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, Vitus elskede behandlingen… – Han syntes faktisk, det var ganske forfærdeligt og – hvis jeg skal være ærlig (og det skal jeg jo…) – så havde jeg det bestemt heller ikke godt med det, mens det stod på… Vitus syntes, det var enormt ubehageligt! For det første blev han mere eller mindre holdt fast på briksen – han lå der i hvert fald ikke frivilligt… – For det andet havde han uden tvivl et hav af både spændinger, blokeringer og belastninger, der – igennem de 45 minutter – blev løsnet op og fjernet fra hans lille krop. Og det gør altså ondt… Det var slet ikke sjovt at gøre noget mod sit barn, som det ikke havde lyst til, men på den anden side, var der et eller andet, der forsikrede mig om, at jeg gjorde det rette…

I ugerne op til behandlingen var Vitus inde i en rigtig skidt periode. Han var ekstremt sart i munden, og der skulle ingenting til, før han kastede op. Faktisk kastede han op ca 2 gange i døgnet, og det kunne være hvad som helst, der satte det i gang… Det kunne – som altid – være selve måltidet – hvis han fik en brækfornemmelse ville han med 110% sikkerhed kaste op… Derudover kastede han også meget tit op, hvis ham og Sofia tumlede – han kunne simpelthen ikke tåle at få pulsen op! Det samme var tilfældet med gråd. – Græd han mere end 30 sekunder, ville han sten-sikkert kaste op… Så ja – udgangspunktet var ekstremt, og vi ville uden tvivl – meget nemt – kunne mærke en forskel, hvis der kom en forskel…

Efter behandlingen var jeg meget opmærksom på hver eneste lille ting… Faktisk sygeligt opmærksom 🙂 Jeg nærmest overanalyserede det hele, og blev helt skør af at tænke over, om Vitus nu gjorde det eller det anderledes og på en ny måde… Jeg besluttede derfor hurtigt at fjerne fokus og i stedet lade tiden gå… Tiden (den klogeste faktor jeg kender) ville med garanti fortælle mig, om behandlingen havde haft en effekt…

Der er nu gået ca 2,5 måneder siden Vitus fik sin første Body sds behandling, og jeg kan både med lettelse men også EKSTREM glæde sige, at intet andet har haft SÅ stor indflydelse på ham, som denne behandling har haft. Vitus har I ALT – altså sammenlagt – kastet op 2-3 gange siden slutningen af oktober – og NUL gange siden starten af december… Jeg har ærlig talt MEGET svært ved at beskrive, hvad jeg føler om denne forandring… Gradvist har vores liv forandret sig fra at befinde sig i noget, der lignede en totalt surrealistisk virkelighed, hvor man tørrede bræk op 2-3 gange hver dag – til at være en mere (ikke helt) normal tilværelse, hvor den latente frygt for at ens barn nu vil kaste op lige om lidt langsomt forsvinder… Det er totalt fantastisk, men det har også været en langsom proces, og der gik meget lang tid, før jeg overhovedet turde sige det højt – altså at Vitus ikke kastede så meget op mere… Denne forandring har haft en enorm betydning for vores og SELVFØLGELIG allermest Vitus’ liv… Det er ret vildt – helt ufatteligt faktisk… Jeg fortæller mig selv gang på gang, at den forbandede kvalme jo godt kan komme tilbage – det er ikke sikkert, at vi er kommet af med den for evigt, men INGEN kan tage de gode uger fra os, som vi allerede har haft…

Vitus på opdagelse i den park, der ligger lige over for vores hjem

Vitus er totalt forandret, og selvom selve behandlingen ikke var behagelig for ham, så er det INTET i forhold til de mange, mange, MANGE gange han har kastet op ud af både mund og næse og skreget i vilden sky, fordi det selvfølgelig har gjort enormt ondt i næse og mund pga mavesyren… Derudover kan han nu tosse rundt sammen med Sofia, hoppe uendelig lang tid i sengen og løbe uden at kaste op. Hans kvalme er simpelthen væk og forfølger ham ikke længere som hans egen skygge… Jeg er SÅ glad og SÅ taknemmelig for at vi gjorde det, og forhåbentlig vil denne gode tilstand fortsætte, så vi for alvor kan tage fat i hans spiseudfordringer… – For de er her jo (desværre) stadigvæk! MEN med kvalmen fjernet er det nu muligt at give Vitus gode oplevelser OG så småt begynde at arbejde med de forskellige ting han spiser. Det har – på trods af utallige opfordringer – været umuligt for mig at påbegynde dette kapitel – jeg har simpelthen ikke kunnet forsvare at kaste Vitus ud i noget, der i 80% af tilfældene ville få ham til at kaste op…

Fremtiden synes lige pludselig mere lys, når det kommer til Vitus’ spiseproblemer, og jeg føler mig både parat OG sikker på, at vi nok skal finde en vej til at få min kære søn til at spise mere normalt. For det første fordi kvalmen nu synes forsvundet, og for det andet fordi jeg virkelig TROR på, at det er muligt – og tro flytter som bekendt bjerge 🙂