Tillykke til min dejlige, skønne, unikke dreng!

Tænk engang… I dag er det 3 år siden, at Vitus kom til verden. Hold da op… Faktisk kom han først ud kl 16.10, så reelt set, har han ikke helt fødselsdag endnu. Han var længe undervejs… Jeg husker tydelig natten før han kom ud. Vi var taget på Herlev Hospital efter ca 1 døgn med veer. Ikke kraftige veer, men den slags veer, som man trods alt ikke kan sove fra. Jeg havde derfor næsten ikke sovet i 24 timer, da vi ankom til hospitalet og fik at vide, at jeg var MEGET langt fra at have åbnet mig…

Rædselsfulde minder blev vækket til live… Jeg havde nemlig veer med Sofia i godt et døgn, før hun blev taget ud via kejsersnit, fordi jeg blot havde åbnet mig 3 cm. Det var skrækkeligt, husker jeg… Så lang og sej en kamp til ingen verdens nytte. Meget demoraliserende og frustrerende… Ønsker det ikke for min værste fjende!

Efter et par undersøgelser, bliver vi tilbudt overnatning på hospitalet, hvor jeg ville få noget smertestillende, som forhåbentlig kunne hjælpe mig med at få hvilet. Målet var at samle kræfter til næste dag, hvor jeg forhåbentlig ville have åbnet mig og være klar til at presse min dreng ud. Desværre gik det ikke helt som håbet… Da vi nåede næste morgen, havde jeg hverken sovet ELLER åbnet mig! – Og her begyndte jeg for alvor at blive bekymret for, om historien med Sofia ville gentage sig… Timerne gik, veerne var fucking belastende, og hver gang jeg blev undersøgt, fik jeg samme melding – du har desværre ikke rigtig åbnet dig siden sidst! Det var SÅ belastende, og kl 11.00 besluttede vi i fællesskab at indstille mig til kejsersnit. Jeg havde på dette tidspunkt – efter ca 2 døgn med veer – åbnet mig 2,5 cm. Det var ulideligt… Eftersom Vitus havde det fint inde i maven, var der intet akut over det, og selvfølgelig måtte jeg vente, hvis der var andre akutte kejsersnit… Og det gjorde jeg så. Helt frem til kl 16.10, hvor han endelig kom ud – efter 3 forsøg på at lægge bedøvelse. Jeg skal hilse at sige, at veerne altså ikke stopper, bare fordi man bliver indstillet til et kejsersnit… Hold kæft et mareridt. Lettelsen var stor da de ENDELIG fik lagt min bedøvelse og kunne tage dejlige Vitus ud.

Vitus skreg fra allerførste sekund. Han skreg så meget og så længe, at det tog mange timer før han fik en nogenlunde normal farve i ansigtet efter sit skrigeflip. Han var ildrød i hovedet – den lille skat… Alle hans tests og tal var enormt fine, han suttede med det samme, tog ordentlig fat, og intet – som i INTET – indikerede, at vi ville komme ud på vores livs mest udfordrende MEN berigende rejse med denne lille gut…

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Jeg føler mig så over-mega-super priviligeret og heldig at have fået så skøn og anderledes en søn. Jeg er dybt taknemmelig. Han har lært mig mere end nogen anden, og dette til trods for, at jeg virkelig har haft nogle gode lærere i tidernes morgen. Han lærer mig noget hver dag, og min måde at være i verden på er fuldstændig forandret, efter min rejse sammen med ham. Jeg glæder mig til fremtiden. Med Vitus. Med Sofia. Med min mand.

Tillykke min elskede dreng – jeg elsker dig ubeskrivelig meget!