Fotosession og verdens bedste storesøster

Hvordan siger man farvel til en man elsker?

Det nærmer sig med alt for hastige skridt… Tiden flyver! Den går – ubarmhjertigt – hele tiden. Den stopper aldrig – bliver bare ved og ved med at gå… Hvis jeg kunne, så stoppede jeg tiden. – Hvis jeg kunne, så købte jeg noget tid, så jeg bedre kunne forberede mig på det, der ufravigeligt skal ske meget snart. Problemet er bare, at – når det kommer til at sige farvel til en man elsker – så kan man hverken forberede eller indstille sig på det… Uanset hvad – skal vi i starten af august sige farvel til Reina. Vores elskede au pair…

Det er svært at forklare og redegøre for alle de forskellige tangenter, jeg har været ude af for at undersøge, om vi på nogen måde kunne forlænge Reinas kontrakt. Min bedste veninde arbejder inden for området, og hun har ydet mig uvurderlig – OG rationel – rådgivning, når jeg – med mine irrationelle forslag – har forsøgt at lave en plan for en fremtid sammen med Reina. På dette område er det danske system overhovedet ikke til at tale med. Det gør ondt. Det flænser mit hjerte midt over… Jeg holder faktisk ikke tanken ud, og bliver konstant ved med at udskyde tankerne om et alt for snarligt farvel. Jeg må tage det, når det kommer.

Når man – som os – løber ind i et menneske, der er så skønt, ægte og kærligt som Reina, lukker man dette menneske helt ind i det dybeste af sjælen – helt ind i hjertet. Jeg har delt mine aller største udfordringer og krævende tider med Reina. Hun har været sammen med os siden Vitus var 1 år. Hun har gennemlevet vores helvede, og hun har – fuldstændig ufravigeligt – stået ved min side, når jeg har haft det aller dårligst. Hun har støttet mig, hjulpet mig, sørget for at vores rammer ikke er faldet sammen – hun har ganske enkelt reddet vores families liv.

Jeg forestiller mig, at vi selvfølgelig ikke er de eneste, der oplever denne smerte ved at skulle sige farvel til en fantastisk au pair. – Men jeg vil vove den påstand og sige, at det er en lille smule mere hjerteskærende for os… I og med at Vitus og jeg har været hjemmegående, og i og med at vi har bakset med de ting, vi har bakset med, så er vi kommet ekstremt tæt på hinanden. Reina har været (og er stadig) min sparringspartner, og hun er det eneste menneske, som jeg trygt og uden betænkeligheder ville overlade Vitus sammen med – ud over hans far selvfølgelig. Reina og Vitus har et fuldstændig unikt bånd. Kærligheden imellem dem er enorm, og den lyser ud af begge parter, når de er i hinandens selskab.

Vitus husker ikke sit liv uden Reina. For ham er hun en helt normal del af livet – hun er en af hans klipper i en udfordrende verden – hun er et af hans faste holdepunkter… – Og lige om lidt bliver hun revet væk fra ham! Hold nu KÆFT, hvor virker det unfair, kynisk og på grænsen til det umenneskelige. Men der er intet at gøre! Vi har været ude i ALLE afkroge af mere eller mindre lovlige “muligheder”. – Vi kunne ansætte Reina som handicap-hjælper i vores hjem. Denne mulighed undersøgte vi ganske meget – problemet var, at løsningen selvfølgelig er dyr, da Reina skal aflønnes på lige fod med andre i tilsvarende job. Desuden blev der indført et krav om, at ikke-EU borgere – der bliver ansat i Danmark – skal besidde helt bestemte, “særlige” kompetencer, og herunder befinder handicaphjælper sig desværre ikke…Vi har også overvejet muligheden som studerende. Problemet her er, at Reina vil være forpligtet til at følge et fuldtidsstudie – og derfor selvfølgelig ikke have mulighed for at hjælpe os på samme måde. Desuden er det bestemt ikke gratis, hvis man – som person fra Filippinerne – vil studere i Danmark… Jeg har også overvejet at finde en proforma familie i Norge. Norge er et af de få lande i Europa, som tillader au pairs, der tidligere har haft to ophold som au pair i andre europæiske lande. I Danmark må du kun have været au pair én gang før… Som Reina – der var i Holland… Og selvom Norge er tæt på, og selvom jeg måske godt kunne få kontakt til en person i Norge, ville det være en ualmindelig stor tjeneste at bede om og et noget bizart spørgsmål at stille… Hvis jeg havde haft tætte relationer i Norge, havde det været en anden sag. Men det har jeg ikke… Desværre.

Når alt kommer til alt er det umuligt for Reina at opholde sig i Danmark, når hendes kontrakt udløber. Der er ikke nogen, der gider høre på vores historie… Der er ikke noget at gøre… Vi må gøre os klar til at sige farvel til et menneske, der på alle måder har stjålet vores hjerter.

Dette indlæg er ikke blot skrevet for at komme af med mine tunge tanker… Det er også skrevet for at hædre et fantastiske menneske, for at sige tak og for at sige: Vi elsker dig Reina! Hos os vil der altid være plads til dig. Vores hjem er dit hjem.

Nogle billeder siger mere end 1000 ord… Dette billede er fra i går.

Reina og Vitus

Skriv en kommentar

  • Birgit

    Det er da trist at det hele er så stift, så det ikke kan lade sig gøre at reina kan blive, men hvor er du også fantastisk Ditte, håber der er en lille sprække hvor det hele kunne løses, knus til jer alle , Birgit.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fotosession og verdens bedste storesøster