Jeg hjemsøges af en sætning, der har tatoveret sig selv på indersiden af mit kranie…

Jeg tænker ofte over den diagnose, som Vitus har fået. På en måde er den ret nedtrykkende. Den siger, at han har autisme, og at han altid vil have svært ved at interagere med andre samt forstå det sociale samspil. Dét er kernen i autisme. Og det er ved Gud en alvorlig kerne. – Hvis man ikke kan begå sig socialt i denne verden, skal man virkelig stå tidligt op, for at få et nogenlunde velfungerende liv. Det gør ondt at tænke på…

Lige bagefter de nedtrykkende tanker, følger andre tanker. Tanker fulde af håb, forundring og forvirring. Mit hoved er somme tider ved at eksplodere. Og noget af det mest frustrerende er, at jeg aldrig vil få et entydigt svar, hvis jeg stiller mine spørgsmål offentligt… Jeg er allerede stødt på en masse forskellige holdninger og overbevisninger. – Og det skal man være klar på, når man åbner munden. Det ved jeg ikke, om jeg er… For det kan være rigtig hårdt. Specielt hvis jeg ikke er enig… – Det siger sig selv. Mange svar holder sig inden for en bestemt kontekst – i dette tilfælde “autisme”… “Autisme er forevigt – uforanderligt og endegyldigt…”

Jeg vil altid have svært ved at acceptere, at noget er forevigt. – Med mindre det er mega-godt selvfølgelig… I Vitus’ tilfælde vil jeg altid tro på meget mere, end eksperterne fortæller mig. For mig vil det nemlig ikke kun betyde, at acceptere “autismen” – men også at acceptere stilstand. Det vil gøre mig umotiveret, nedtrykt, trist og modløs, og fokus på potentialet ville forsvinde i selvmedlidenhed og tårer…

Det har intet at gøre med, at jeg ikke accepterer Vitus, som han er. Det gør jeg! – 110% og det vil jeg altid gøre! Hans glade humør, hans velvære og hans lyst til livet vil ALTID været mit pejlemærke og mit fokus. Men når det er sagt, vil jeg fortsat have fokus på de muligheder, som jeg så inderligt tror på – og jeg vil blive ved med at hjælpe mig søn til det allerbedste og allermest meningsfulde liv.

“…Kernen i autisme er det sociale…” Lige præcis dén sætning hjemsøger mig igen og igen… Det er som om den er tatoveret på indersiden af mit kranie. Men når jeg ser på Vitus, er det bare ikke, det jeg ser… Jeg ser ikke en dreng, hvis største udfordring er det sociale. Jeg ser en dreng, som ikke kan lade sin søster være i fred… En dreng, der ikke gider lege selv og derfor henter enten sin mor, far eller søster… Jeg ser en dreng, der stortrives, når vi får gæster. En dreng der er nysgerrig og interesseret i andre… Vitus har uden tvivl noget helt specielt sammen med sin søster. De kan få timer til at gå med at løbe efter hinanden, tumle rundt på madrassen eller leget bryde-leg i sofaen. Jeg kigger på dem, og jeg undres…

I bund og grund er det også fuldstændig lige meget! Fremtiden bliver, som fremtiden bliver… Og jeg glæder mig!

Her er lidt billeder fra aftenens “legestue” 🙂