Højt humør i Hornbæk

Jeg skriver – jeg får luft… Desværre kun lidt luft

Ikke alle dage er lige fantastiske. Det siger sig selv… I dag har det været en lortedag. Intet overskud, for mange bolde i luften, kort lunte – som selvfølgelig går ud over min mand – og forvirring… Jeg kan mærke, at det der med at “lande i det” ikke er så nemt endda. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med – måske troede jeg, at vi hurtigt ville finde ud af, hvilken vej vi skulle tage og så bare suse derudaf… Sådan er det ikke. Langt fra! Der er ALT for mange ting, vi konstant skal tage stilling til og forholde os til – nogle gange så mange, at vi ikke engang kan koncentrere os om dét, det hele drejer sig om, nemlig Vitus…

I dag havde jeg besøg af en fra kommunens motorik-hus. På onsdag kommer en fra Glostrup Hospital. Alle kommer de – selvfølgelig – med velmenende råd, planer og holdninger. Alle har de – selvfølgelig – fokus på det allerbedste for Vitus… Men jeg bliver så træt… – Så ualmindelig træt af, hvor tungt systemet kan være at danse med. – For at kunne nå hen til A – som i virkeligheden er lige rundt om hjørnet – skal vi først forbi B, C og D. Det hele er så kompliceret og hele tiden forventes det, at vi åbner døren til vores hjem – vores sjæl, fortæller vores historie igen og IGEN til vildt fremmede og ellers accepterer eksperternes vejledning… Jeg bliver bare så træt ved tanken… Det koster enormt meget energi for mig, hver gang en ny skal loopes ind… Derudover har vores dejlige, kompetente og forstående sagsbehandler netop sendt en mail, hvor hun skriver, at hun pr. 1.12. starter nyt job… Lige dér blev jeg ikke bare træt – men totalt og aldeles udmattet…

Kan de ikke bare lade os være i fred? Nogle gange ønsker jeg, at de vil lade os være, så vi kan få ro til at gøre det for Vitus, som VI tror på… Nogle gange føler jeg mig overvåget. – I mit eget hjem! Jeg føler, at vi skal rapportere til systemet, og at systemet skal godkende, det vi gør. Det er hårdt… Rigtig hårdt… Men så minder jeg mig selv om, at de jo gør det i bedste mening… Det hjælper lidt, men efter meget kort tid falder jeg tilbage igen og tænker, at jeg virkelig godt forstår – altså sådan OPRIGTIGT godt forstår de familier, der bryder helt sammen oven på sådan en diagnose, som vi har fået… Dem der bliver skilt, får en depression – dem der decideret går i opløsning… Jeg ønsker det ikke for min værste fjende.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Højt humør i Hornbæk