Lidt om Vitus' første 2 år...

Højt humør i Hornbæk

Vi har haft en fantastisk weekend! – Eller dvs. søndag, mandag, tirsdag – men det føles fuldstændig som en dejlig weekend. Vi har været i sommerhus i Hornbæk – et rigtig luksus-sommerhus med pool, spa, bordtennis, dart, wii osv osv. Det var faktisk vores gave til min far, da han fyldte 60. – Og som om det ikke skulle være nok med en 60-års fødselsdagsgave – så havde mine forældre også deres 36. bryllupsdag, mens vi var afsted. 36 år… Sejt, beundringsværdigt, smukt… Og så er de stadig forelskede! Fascinerende og meget inspirerende!

Vi ankom søndag eftermiddag, hvor alle hoppede direkte i poolen. Sofia har egentlig altid været lidt af en kylling, så jeg havde ikke de største forhåbninger til hende, men det skulle jeg have haft! – Hvor var hun sej og skøn! Alene svømmede hun rundt – med vinger selvfølgelig – og stolt som en pave. Herligt syn og virkelig rart, at hun endelig virkede til at være fortrolig med vand.

Vitus og jeg har gået til babysvømning, så her var mine forhåbninger en del højere. Han elsker vand, og han elskede også denne pool. Fuldstændig frygtløs og ivrig kastede han sig rundt i vandet. Jo vildere jo bedre! Til poolen hørte en lille vandrutsjebane. Vitus ved udmærket godt, hvad en rutsjebane skal bruges til, men de første par gange ignorerede jeg hans insisterende pegefinger… Den så lidt vild ud, og vi havde ikke tid til skader… Efter ca 50 hop fra kanten lod vi os overtale, og Vitus fik lov til at prøve rutsjebanen… Min far sendte ham afsted nogle gange, hvor han – med høj fart og delvist liggende – fløj ud i poolen til mig. Det så sjovt ud, og det var det tilsyneladende også – den lille fyr havde en fest! På et tidspunkt overtager Kim afsender-rollen. Det skulle vise sig ikke at være et klogt valg… 🙂 Vitus blev egentlig sendt afsted på fin vis – men i stedet for at give slip i drengens arm for enden af rutsjebanen – holdt den kære far fast?! Jeg ved ikke helt, hvad der gik galt – Kim var tydeligvis ikke parat til at give slip på sin søn – hvilket jeg til fulde forstår – men alligevel!!! For enden af rampen blev Vitus holdt tilbage i den ene arm et sekund for længe, hvilket selvfølgelig resulterede i et lettere kaotisk “afsæt”, om man så må sige! Forestil jer, at Vitus hænger – mere end vandret – altså med hovedet en smule tættere på vandet end resten af kroppen – selvfølgelig med benene først! Ikke et beroligende syn!! – Og jeg kan afsløre, at det er enormt svært at gribe et barn, der kommer flyvende på den måde! – Vitus blev da heller ikke grebet – han ramte poolen med et klask og røg direkte ned under vandet, indtil jeg – lettere adrenalin-ramt – fik fingrene i ham og fiskede ham op. Jeg glemmer aldrig hans udtryk i øjnene! De var store som te-kopper og hans mund stod på vid gab, mens han sugede ilt ind. Han så lidt sjov – og meget sød – ud. – Og han tog det bare så fint – intet brok, kun lidt “hov, hov, hov” og en lille-bitte sur mund 🙂

Dagen efter ville Vitus ikke bade… Vi hyggede i stedet med gåtur, lego og brio-tog. Han var klar på poolen igen dagen efter, så dybere stak ovenstående oplevelse heldigvis ikke.

Tirsdag aften fejrede vi mine forældres bryllupsdag. Vi havde købt ind til en rigtig herre-middag; helstegt mørbrad, hjemmelavede grov-fritter, hjemmelavet bearnaise, hjemmelavet svampesauce og lækre rodfrugter i ovn. Magnus – min bror – stod for bearnaisen… Aldrig har jeg smagt noget så himmelsk! Den var – for at sige det lige ud – totalt perfekt… – Lige ind til vi faktisk skulle spise den… Dem af jer, der kender Magnus, kan spørge ham, hvad der skete – bearnaisen gik i hvert fald kold 🙂

Vi havde nogle vidunderlige dage – nedenfor et lille udsnit af herlighederne.

IMG_4429

IMG_4463 IMG_4435 IMG_4471 IMG_4486 IMG_4417

Skriv en kommentar

  • Yvonne

    Kæreste Ditte,
    Det har været nogle dejlige dage for jer alle, kan jeg se og læse, jeg bliver helt glad i hjertet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte

      Det var de bedste dage – som altid søde Yvonne 🙂 Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Grete Møller

    Bliver varm i hjertet❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte

      Tak søde Grete – det var også sådan jeg havde det hele tiden 🙂 Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgit

    Sikke en dejlig tur i har haft, ser ud til i alle har nydt opholdet, og hvor skriver du godt Ditte. knus til jer alle Birgit.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte

      Kæreste Birgit – tusind tak for din kommentar og søde ord! Og ja – du kan tro, vi havde en skøn tur! Stort knus fra os

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt om Vitus' første 2 år...