Hvorfor al den autisme?!

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at gå særlig meget op i alt det, der ligger i fortiden… Jeg ville fokusere på fremtiden – på udvikling og potentiale, men jeg kan alligevel mærke, at det nager mig… Derfor dette indlæg.

I en artikel fra 2011 – publiceret på videnskab.dk – fremgår det, at der har været en stigning i antallet af autisme-diagnoser på hele 600 % igennem de sidste to årtier. Det er intet mindre end fuldstændig vildt! Og meget tankevækkende er det, at en anden artikel – helt tilbage fra 2005 publiceret på b.dk – hævder, at ca 0,6 % af befolkningen har autisme, MEN at denne procentdel forventes at stagnere eller falde… – Det var dog meget langt fra realiteterne! I dag menes 1 ud af 50 at have autisme. Skræmmende… Intet mindre end forfærdeligt at så mange børn får en diagnose, der i bund og grund betyder en skade i hjernen. – En hjerne der ikke fungerer optimalt og som vil besværliggøre barnets liv og uden tvivl påvirke barnets livskvalitet.

Så langt, så godt – vi kan konstatere, at autisme er et handicap, der stammer fra hjernen. Vi kan også konkludere, at antallet af børn med autisme er steget voldsomt! Men hvorfor bliver dette tal ved med at vokse?

De kendte årsager

Der hersker bred enighed om, at en del af denne skræmmende stigning kan forklares med, at psykologer og overlæger er blevet bedre til at stille diagnosen – færre børn slipper uden om. Diagnosekriterierne er justerede – flere børn kan fanges under paraplyen… Derudover synes der også at være en sammenhæng imellem autisme og fremskreden alder hos mor og far. – Men kan ovenstående forklare den enorme stigning? Vi taler om en stigning på 600%! Jeg vil tillade mig at tvivle… For mig er det simpelthen ikke en tilstrækkelig forklaring… Der må være noget andet, der spiller ind… En artikel publiceret på hjemmesiden autismspeaks.org diskuterer andre mulige årsager til autisme, hvor fx miljø nævnes som en potentiel synder.

Andre mulige årsager

Et nyt studie kobler farlige kemikaliers tilstedeværelse med fx autisme. Fødevarer, møbler og tøj er åbenbart fyldt med kemikalier, der kan skade børns hjerner. Det er decideret klamt! Og det giver mig på en og samme tid dårlig samvittighed og kvalme. Dårlig samvittighed over for Vitus… Og kvalme fordi det er enormt ulækkert at forestille sig, at ens krop er eller har været forgiftet. Tænk hvis Vitus har udviklet autisme, fordi jeg i bund og grund var usund og fyldt med kemikalier, da han blev skabt inde i min mave?

Nogle forskere taler om tarmfloraens betydning i forhold til autisme. En norsk artikel gransker dette emne grundigt og konkluderer, at en indvendig forgiftning – altså hvor bestemte bakterier slipper ud igennem tarmvæggene og forgifter kroppen – kan spille en betydelig rolle bl.a. i forhold til autisme. De hævder, at børn med autisme ofte har en utrolig dårlig fordøjelse. I Vitus’ tilfælde kunne det ikke være mere rigtigt! Hans fordøjelse har aldrig virket, så for mig er det selvfølgelig tankevækkende… Derfor kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, hvilken betydning det kan have for Vitus, hvis hans tarmsystem og generelle indvendige tilstand stabiliseres og gøres rask?

I en artikel publiceret på naturli.dk nævnes, at generne er årsagen til, at et menneske udvikler autisme. Der konkluderes, at hjernes nervesystem skal genoprettes, og at dette kan gøres ved at få proteinerne i hjernen til at fungere korrekt. Jeg blev – da lægerne stillede diagnosen på Vitus – tilbudt en gen-test, som ville kunne vise, om Vitus har en genfejl. Dette afviste jeg på daværende tidspunkt. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal mene om denne test… Det må tiden vise…

Det blev en lang smøre… Men jeg synes – selvfølgelig – det er et super interessant og tankevækkende emne… Det er enormt skræmmende, at så mange får en autisme-diagnose! – Men jeg synes næsten, det er endnu mere skræmmende, at der ikke hersker en anden tilgang til problematikken, end den man møder i det offentlige! Som forældre får vi at vide, at vi skal koncentrere os om at være forældre til vores børn – ikke trænere eller behandlere. Vi får intet at vide om, hvad der kan være sket med vores børn, eller vigtigere – hvad vi som forældre med fordel kan gøre, for at hjælpe vores børns hjerner til videre udvikling…

Lad mig kort opsummere: Vi antager, at autisme er en række bestemte symptomer, der kommer til udtryk i adfærden på grund af en skade i hjernen… Ligeledes antager vi, at hjernen er et fantastisk organ, der kan tilegne sig nye færdigheder igennem hele livet… – Hvordan kan det så være, at vi – forældre til børn med autisme men også fx ADHD, Tourettes og andre relaterede diagnoser – ikke bliver anbefalet at hjælpe vores børn til at udvikle deres hjerne igennem træning og stimuli?