Systemet… Det offentlige… Kommunen…

Jeg kan mærke, at jeg ikke har fået det hele ud… Der er li’som ikke ro på inden i…

For os er det ganske overvældende at være blevet involveret i systemet. Der gik rigtig lang tid, hvor vi ærlig talt ikke anede, at vi kunne få hjælp til vores udfordringer fra kommunen. Det var først da hospitalet anbefalede, at vi tog fat i pladsanvisningen for at høre, om der eventuelt kunne være et dagplejetilbud til Vitus i stedet for den vuggestueplads, som vi alligevel ikke brugte. Tre dage senere blev Vitus tildelt den bedste plads, hos den bedste dagplejemor – 100 meter fra vores hoveddør, og han var i øvrigt nomineret til hele fire pladser, så der kunne være plads til at forsøge sig med maden. Det kom desværre aldrig til at fungere… Altså det med maden. Alt andet var perfekt…

Vi har været så enormt glade for den hjælp og støtte, vi har modtaget. Vores sagsbehandler er fuldstændig fantastisk, og den forståelse vi er blevet mødt med, er rørende. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de virkelig gerne vil hjælpe os – de føler vores smerte, og de vil gøre så meget de kan, fordi de mener, vi fuldt ud har ret til det… Det har været svært for mig at affinde mig med lige præcis det… “At vi har ret til det”… Jeg har altid mere end klaret mig selv, så på en eller anden underlig måde, strider det imod min opfattelse af mig selv… Jeg ved godt, det er skørt – vi har et barn med diverse diagnoser, og selvfølgelig har vi ret til den hjælp, vi modtager… Jeg er ved at fatte det, men det har taget sin tid…

I forbindelse med Vitus’ første diagnose – spiseforstyrrelser – blev vi tilbudt et forløb hos en familieterapeut. Det skulle være Kims og mit sted, hvor vi kunne læsse af, men også et sted, der kunne minde os om hinanden… Mennesker, der har været i en situation som vores, ved hvor ualmindelig svært det er at holde alle gryderne i kog. En gryde koger over, og man har travlt med at rydde op, mens alle de andre gryder brænder totalt af… Sådan har det i hvert fald været hos os.

Vores helt igennem fantastiske familieterapeut har været i stand til at føre os sammen, og vi har været gode til at afsætte tid til en middag efter ungerne er lagt en gang imellem… At situationen omkring Vitus så alligevel er totalt overskyggende, og nærmest fylder i hver sagte sætning, kan vi ikke komme uden om… Men vi sidder der sammen – bare Kim og jeg, og det er rart. Vi snakker om, hvor hårdt det kan være men også om, hvor fantastisk og berigende, det er. Hvor udfordrende og på samme tid øjenåbnende Vitus er, og hvor meget han har lært os om ting, vi aldrig havde skænket en tanke før… I Vitus’ tilfælde er kommunikation alfa omega… Hans diagnose fortæller os, at han har – og sikkert i mere udtalt grad vil have – problemer med at kommunikere og afkode sociale sammenhænge. Han har ikke den intuitive forståelse for socialt samspil og sociale spilleregler, som normale børn har, og hans livsverden er på en måde mere konkret – mere sort/hvid. Omdrejningspunktet er kommunikation, og allerførste skridt på vejen er, at VI formår at kommunikere med Vitus – at VI når ind til ham. Det gør vi, og gud hvor er han fantastisk!