En rød brandbil og lyse blomster

I dag har vi været på Herlev Hospital. Vi blev henvist for en del måneder siden på grund af Vitus’ mundmotoriske udfordringer. Der er sket lidt, siden vi blev henvist – bl.a. en diagnose, så jeg var meget usikker på, hvor udbytterigt mødet ville blive…

Nogle gange ved jeg slet ikke, hvor jeg skal starte… – Sådan er det lidt i dag. Vi blev henvist fra Bispebjerg, men det er Glostrup, vi er i forløb hos. Bispebjerg forsikrede os om, at vores søn i hvert fald ikke er autist, men Glostrup har stillet diagnosen… I dag var vi på Herlev, og her har vi været en masse gange før… Tankerne, oplevelserne, bekymringerne, frustrationerne og usikkerheden tager mig som gidsel, og jeg har mest af alt bare lyst til at gå ud i haven og råbe… Men det gør jeg ikke i dag. Jeg er ved at lægge en plan i mit hoved, og min deadline er i morgen, så jeg har ikke tid til at ryge ned i det sorte hul i dag. Jeg skal nok komme nærmere ind på planen snart…

Jeg havde selvfølgelig håbet, at Herlev kunne give mig noget inspiration til, hvordan jeg kan blive ved med at stimulere Vitus bedst muligt og afhjælpe hans ekstreme sensitivitet i munden, men det var sparsomt med råd… I stedet fik vi at vide, at der var 9 måneders ventetid. Javel…

Vitus hyggede sig – han legede i legehus og kom og serverede mad for sin mor – dejligt nu når jeg ikke nåede morgenmad. Han blev sur, da vi skulle hjem. Mest af alt fordi han ikke måtte få den røde brandbil med…

Heldigvis lå der den fineste buket på min trappe, da vi kom hjem. Smukke blomster i lyse farver, der for en stund ændrede mit sind fra mørkt til lyst. Tusind tak – du ved, hvem du er – vi vil altid være der for hinanden, men undskyld at jeg nok kræver en smule mere end normalt i øjeblikket… Nogle gange tænker jeg, at det må være enormt drænende at være i selskab med mig! Mest fordi det selvfølgelig fylder enormt meget, at Vitus har fået den diagnose, han har fået – så jeg har brug for at tale om det, men også fordi jeg nogle gange har svært ved at være 100% tilstede… Min hjerne stikker ofte af ud af alle de stikveje, jeg er ved at udforske i mit nye liv… Faktisk ved jeg ikke, hvordan jeg opleves?! Kan man mærke stor forskel? Har min personlighed ændret sig? Skræmmende tanker men også uundgåeligt og naturligt på samme tid. Samtidig med at min hjerne kører i allerhøjeste gear, tager jeg et minuts pause, hvor jeg glider ind i Instagram-verdenen… En masse “ootd” billeder, billeder fra modeshows og idolbilleder. Livet er sgu forunderligt – men jeg har jo selv besluttet at få den slags nyheder! Jeg ER blevet skør…